fredag den 22. november 2013

Dårlig sikkerhed i nogle skyer

Vi bliver mere og mere afhængige af cloud-baserede tjenester som Gmail og Dropbox, og så bliver det pludselig ret interessant, hvem der gør noget ud af sikkerheden, og hvem der sjusker. 

En ny gennemgang viser, at netop Google og Dropbox er klassens duks, mens for eksempel Microsoft og Apple ikke er det.

Du kan læse en større gennemgang af problemet her hos Gizmodo og her hos BetterCloud. Og det bliver jo mere og mere interessant i lyset af afsløringerne af NSA's aflytninger, hvis man tror på de historier. 

torsdag den 21. november 2013

LG G2 rummer dårligt kamera

Jeg har for nylig skiftet min (Samsung) Galaxy Nexus mobil ud med en ellers anmelder-rost LG G2. Det er også en rigtig god telefon, men jeg købte den også på grund af kameraet, der lovede 13 megapixels og optisk billedstabilisering. Det er der såmænd også, men kvaliteten er virkelig dårlig.

Kameraet er meget lang tid om at finde fokus, og nogle gange skyder det hurtigt derefter, men andre gange går der over et sekund, før billedet bliver taget (kaldet shutter lag). Det betyder, at fotograferer man for eksempel børn, så er de for længst gået, inden billedet er taget.

De fleste vil sikkert vælge Auto ISO, der betyder, at kameraet selv vælger den optimale "filmhastighed" på 100 og derover. Men det skal man passe på med. Alle hastigheder over 100 er reelt ubrugelige. 

Billederne bliver grynede og virker desuden uskarpe. Vælger man fast ISO 100, går det bedre udendørs i godt lys, men kameraet er nu ubrugeligt indendørs - selv med flash.

Flashen er i øvrigt helt skæv. Den overbelyser på mere end halvdelen af billederne.

Der er alt for få indstillingsmuligheder, og kameraet vælger typisk meget lange lukkertider, der betyder, at billederne bliver uskarpe - selv med billedstabilisering. Man har ingen indflydelse på lukkertiden. Der er kun et såkaldt sports-program, men det virker ikke efter hensigten hos mig.

LG G2 fik for nylig tæv i tv-programmet SoEinDing, og de havde ret. Du kan også læse denne lange og seriøse anmeldelse, der tydeligt viser, at mobilen slet ikke kan matche oplagte konkurrenter som iPhone 5s og Samsung Galaxy S4, når det gælder kamera-delen.

Det kan være svært at se, hvad kameraet vælger af indstillinger hvornår, men du kan installere et program, der kan vise Exif-data, der røber dette bagefter. Her er et.

Resten af telefonen fungerer dog ret godt, og er du ikke særlig interesseret i kamera-delen, så kan LG G2 anbefales. På mange andre områder er den klart bedre end Samsung Galaxy S4 og HTC One.

Google lancerer Newsstand

Google går nu for alvor i krig på markedet for magasiner og aviser online. Google har netop lanceret Newsstand til Android (Google Play Bladkiosk på dansk), der skal være det primære program for alle dine abonnementer og nyheder. Det gælder både abonnements-baserede magasiner og gratis online-nyheder.


Lige nu er det kun Android, men rygterne siger, at Google næste år vil levere programmet til iOS altså iPad og iPhone. Programmet erstatter allerede nu Google Currents (Aktuelt på dansk), der har været et flop. Currents var Googles forsøg på at konkurrere med FlipBoard og Feedly.

Google starter ikke med ingenting. Der er allerede 1.900 leverandører klar med aviser og magasiner. En interessant detalje er dog, at du også kan bruge RSS-feeds fra gratis online-medier.

torsdag den 14. november 2013

Facebook med ny messenger

Alle kæmper åbenbart om at lave det nye messaging-program til mobiler, der kan blive det primære chat-program for alle. Google annoncerede for nylig, at Hangouts ville blive integreret med SMS, så man kunne sende og modtage gammeldags SMS-beskeder i deres program.

Nu er Facebook så gået i luften med deres nye program, der grundlæggende er chat fra Facebook samlet i et et nyt program, der er dedikeret til chat.

Det er lidt det samme som alle de andre. Du kan chatte med dine venner (uden at åbne Facebook) og du kan chatte med flere på samme tid. 

Du kan sende billeder, og du kan sende beskeder til venner, som du ikke er venner med på Facebook. Det bliver så med gammeldags SMS.

Du kan også ringe til venner via dataforbindelsen ligesom på Skype, Hangouts, Vine og så videre. Og det er naturligvis gratis at ringe, hvis du er på wifi.

Du kan se, hvem der er online, og du kan se, når dine beskeder er modtaget. Du kan også dele din lokation.

onsdag den 13. november 2013

Gmail med Drive-integration

I løbet af de næste uger vil Gmail bliver udvidet med bedre integration til Google Drive. Du kender sikkert problemet. Du har vedhæftede filer i en mail, som ryger i en download-mappe, som kun ligger på en computer, og som bliver rodet.

Du kommer også til at hoppe fra din mail til det andet program som Word eller Acrobat for at se indholdet - og derefter tilbage til din mail, hvis du skal svare.

Om et par uger vil du kunne gemme disse vedhæftede filer direkte i Google Drive fra din mail. 

Bagefter vil du kunne se indholdet af disse filer direkte i Gmail, hvis altså Drive understøtter preview af den type. Det gør Drive for eksempel af Word, Excel, PDF og så videre.

Du kan naturligvis også åbne de vedhæftede filer direkte i Drive - fra din Gmail. Og eftersom filerne nu ligger i Drive, har du adgang til dem fra alle dine enheder.

Selve integrationen til Gmail kommer dog ikke på alle enheder. Det bliver kun Gmail i browseren, der kan dette.

Du skal også holde øje med hvor i Drive, du gemmer filer. Ellers flytter du rodet fra din harddisk til Google Drive. Knappen i GMail giver mulighed for det, men det kræver så en ekstra arbejdsgang.

mandag den 11. november 2013

Adobe er hacket - tjek dine kodeord

Adobe har fået hacket millioner af kodeord, og det kan ramme dig. Alle de danskere, der har brugt bibliotekernes e-reolen har nemlig et Adobe ID.

For overhovedet at komme ind på e-reolen har man været tvunget til at have et Adobe ID. Man skulle ikke bruge det sidenhen for at låne bøger, men man skulle bruge det første gang, man oprettede sig som bruger.

Det har mange sikkert glemt, og det gør kun tingene værre. De fleste mennesker vælger nemlig et eller få kodeord til alle deres sites. Og det betyder, at får en tyv fat i et af disse kodeord, så kan han stjæle din identitet på mange andre.

Det værste er naturligvis e-mail. Får tyven fat i kodeordet på din e-mail, kan kan vælge funktionen "glemt kodeord" på alle dine sites. Herefter kan han vælge et nyt kodeord og dermed stjæle din Facebook, Twitter og så videre.

Du skal altså ikke blot ændre kodeordet på Adobe.com, hvis du har været der. Du skal derimod ændre kodeordet på alle de steder, du har brugt samme kodeord som hos Adobe.

Tips
Jeg vil også anbefale, at du vælger totrinsbekræftelse på din mail, hvis det er muligt. Det er det for eksempel på GMail. To-faktor betyder, at du også skal bruge en mobil for at logge ind. Det er ikke så besværligt, som det lyder. Du kan nemlig bede for eksempel din computer om at stole på dig i 30 dage. Så går der en måned mellem mobil-login. Hvis tyven stjæler en enhed, kan du låse den fra en anden enhed.

Vil du være endnu mere sikker, bør du vælge forskellige kodeord på alle dine sites. Du bør også bruge maskin-generede kodeord i stedet for for eksempel navnet på din barn efterfulgt af tal og så videre.

Dem kan du naturligvis ikke huske, men der findes ganske sikre programmer, som kan hjælpe dig, så det ikke bliver så besværligt. Et af de bedre er Lastpass. Dette program er gratis på computeren. Det koster kun penge, hvis det også skal virke på mobiler og tablets.

Lastpass kan huske og udfylde alle dine brugernavne og kodeord. Du skal naturligvis så have et super brugernavn og kodeord til selve Lastpass.

Test selv
Opdateret: Du kan nu teste din mailkonto og se, om den er blandt de hackede. Det foregår her.


onsdag den 6. november 2013

Endnu bedre præsentationer

Google har gjort meget for at forbedre præsentationer i Google Dokumenter på det seneste. Det er måske ikke blevet til Powerpoint endnu, men for mange klarer det opgaven fint. 

Og nu kan man samarbejde ligesom i de andre programmer teksthandling og regneark.

Det betyder, at flere kan arbejde i samme præsentation samtidig, og du kan se, hvad de andre gør "live". Der er også et navn ud for deres cursor.

Denne måde at samarbejde på bliver af mange opfattet som Googles bedste salgsargument for Drive/Dokumenter frem for eksempelvis Office.

Mange er også begyndt at skrive for eksempel referater fra møder samtidig og live - under selve møderne. Det ændrer helt den måde, at man arbejder og samarbejder.

Og du skal ikke være bekymret for, at nogen ødelægger det, du laver. Google gemmer alle versioner af dokumenterne, så du kan spole tilbage.

Google har desuden forbedret mulighederne med temaer og skabeloner betragteligt.

Det er nu langt lettere at lave skabeloner til for eksempel et firma, så alle præsentationer følger en fælles linje. Og det er blevet let at opdatere disse løbende.

tirsdag den 5. november 2013

Google lancerer Helpouts

Google har nu officielt lanceret Helpouts, der er en ny tjeneste, hvor mennesker overalt i verden kan hjælpe hinanden gratis - eller for penge. Tjenesten er bygget oven på Hangouts, og meningen er, at man hjælper hinanden via et webcam. 

Du kan selv oprette dig som ekspert - hvis du er en sådan - indtaste det tidsrum, du vil stå til rådighed - og vælge en pris, du vil have.

Hvis andre så kontakter dig, bliver betalingen lagt i din Google Wallet.

Kunden bestiller tid i det tidsrum, du som sælger har stillet til rådighed.

Det handler ikke kun om it. Der er alle mulighede kategorier som sundhed, undervisning, mode og mad.

Systemet er bygget på anbefalinger, så du ikke kommer til at købe katten i sækken. Når du har en købt hjælp, skal du altså give sælgeren karakter eller endnu bedre skrive en anmeldelse.