torsdag den 23. maj 2013

Ny Drive med OCR scan

Google har opdateret Drive til Android. Den nye version har en brugergrænseflade, der er baseret på kort (rettere miniaturer, der viser indhold) frem for simple lister. Det er lidt mere smart rent visuelt, men det kan også være noget ringere, hvis man har et meget stort antal filer at overskue.

En anden væsentlig ændring er, at Google Drive på Android nu har fået scanning som mulighed ved upload. Det betyder, at du kan fotografere et dokument med din mobil eller tablet, og få gemt det som PDF i Google Drive. 

Hvis du derefter vælger at åbne det som et Google dokument, så bliver det OCR-behandlet, så både billedet og teksten bliver gemt. Så kan du senere søge efter ord. Det er ganske smart.

Man skal dog være opmærksom på, at kameraet i for eksempel en mobil ikke giver lige så flotte scanninger som en rigtig scanner eller multifunktionsprinter.

Jeg kunne heller ikke få OCR-funktionen til at genkende de danske æ, ø og å, men de fleste andre tegn kommer dog med.

Google har også opdateret en række mindre funktioner i Drive som farver og skriftyper i regneark, men det er i småtingsafdelingen.

onsdag den 22. maj 2013

Google tvangsfodrer med Hangouts

Google har lanceret Hangouts. Lanceret er måske så meget sagt, for vi forbrugere har ikke fået meget valg. Google har nemlig slettet Google Talk på Android mobiler og tablets - uden at give kunderne nogle muligheder.

Det ville måske være ok, hvis bare produktet var bedre på alle områder, men det er det ikke endnu. Måske bliver Hangouts løsningen på al kommunikation i fremtiden, men der er lang vej igen.

Hangouts fandtes i forvejen, men det var primært til video-telefoni og video-konferencer (i konkurrence med Skype). 

Jeg har brugt Google Talk både privat og i firmaet, og især på arbejdet synes jeg, at det er et problem, at Google erstatter et produkt uden videre, som er en del af vores arbejde. Og vel og mærke med noget, der ikke løser vore opgaver uden videre.

Hangouts er baseret på Google+, som meget få bruger. Google har glemt Google Voice (telefon-delen af Talk, der svarer til SkypeOut). Det betyder, at de penge, som jeg har hældt på systemet indtil videre er forsvundet. De har dog lovet, at Voice kommer med senere.

Under Gmail kan du indtil videre vælge, om du vil fortsætte med Talk eller skifte til Hangouts, men det kan du altså ikke på din mobil eller tablet.

Google gætter på, hvem du helst vil chatte eller kommunikere med - og placerer dem øverst. I mit tilfælde gætter Google helt forkert. Jeg mangler adskillige kontakter, som jeg ved, er online. Men de er pludselig væk i Hangouts.

Tilstedeværelse virker nogen gange, men det ser håbløst ud. Man kan heller ikke længere markere, at man er online men optaget (ikke vil chatte). Før kunne man se, om en kontaktperson havde webcam, som denne kunne bruge video, men det er også forsvundet i Hangouts.

Google har desuden forladt den åbne XMPP standard, hvilket betyder, at man i fremtiden ikke kan bruge standard-klienter som IMO, Trillian og Pidgin. Man skal bruge Googles egen klient. Det lugter altså lidt af "Microsoft" og "Apple".

Google skal dog have ros for at lave en klient til Mac OS X og iOS-enheder (iPad og iPhone). Det var der ikke til Google Talk, der måtte bruge standard-klienter. Til gengæld er Linux-brugere vist efterladt, men de kan bruge web-delen.

fredag den 17. maj 2013

Spam på Android tablet

I går oplevede jeg for første gang spam på min Nexus 10 tablet. Jeg var noget chokeret, for hvordan kunne der komme spam ind på Android. Det viste sig som notifikationer, der reelt var reklamer for diverse konkurrencer. Og problemet voksede, for man kunne ikke se, hvad der sendte dem. Klikkede man på notifikationen, blev man sendt til reklamen - og ikke den app, der forårsagede den.

På min iPad kan jeg umiddelbart styre, hvilket programmer der må genere mig med dette, men det kan jeg ikke finde på Android. Til gengæld er mange iPad-apps møgirriterende, når det gælder disse notifikationer, fordi alle spil misbruger systemet og sender en utal af dem. Men på iPad kan man rydde op manuelt.

På Android plejer problemet ikke at være der. Jeg får normalt kun fornuftige notifikationer i modsætning på iPad.

Man kan installere apps, der sporer problemet, men der er en mere simpel løsning. Hvis du holder trykket på notifikationen (i stedet for bare at klikke), så åbner Android programmet, der sender notifikationen.

I mit tilfælde viste det sig, at det var mit nye videoredigeringsværktøj AndroMedia Video Editor, der var skurken. Sådanne programmer bør man naturligvis holde sig fra. Jeg fjernede programmet og dermed problemet.

torsdag den 16. maj 2013

Videoredigering - hvor tablet ikke rækker

Jeg har prøvet at presse både min iPad og min Nexus 10 tablet på alle mulige områder for at se, om de kunne erstatte min bærbare. Og det kan de langt hen ad vejen, men der er områder, hvor det går galt.

Jeg har netop prøvet at redigere video på min Nexus 10, og det kan da lade sig gøre, men her viser tablets tydeligt, at hestekræfterne ikke er nok. Der findes et utal af programmer til Android til videoredigering, men ligesom på andre områder, så er de typisk lavet til mobiler og ikke tablets, og det skæmmer.

Jeg valgte at prøve AndroMedia Video Editor, fordi programmet var helt gratis, og fordi det kunne de fleste af de ting, jeg krævede. Det vil sige import af MP4 og MOV (altså ikke bare videoer fra enheden selv), funktioner som klippe, samle og trimme klip, placere tekster på videoen, lægge ekstra lydspor på, lave overgange - samt eksport i standard 720p (dog ikke 1080p).

Jeg prøvede i første omgang at samle to klip på 112 MB og 41 MB optaget fra min mobil. Brugergrænsefladen er sådan set god nok - på en mobil - men alt er mikroskopisk på en 10 tommer tablet, men det virker, hvis man kan se bort fra det.

De to klip varede samlet under 3 minutter, og de var optaget i 720p MP4 - ligesom resultatet skulle blive. Alligevel måtte min ellers hurtige Nexus 10 knokle i mere end 10 minutter på opgaven. Og i de minutter måtte man helst ikke røre enheden. Programmet skulle have lov til at arbejde alene.

Måske virker andre programmer bedre, men jeg tvivler. Videoredigering har altid været en af de værste opgaver også for computere. Det er noget, der trækker tænder ud. Det vil nok være bedre at finde en cloud-baseret video-tjeneste, hvor selve redigeringen og renderingen foregår på servere, og hvor man blot uploader klip og downloader resultatet.

Et eksempel på det er Video Toolbox, der er gratis, hvis man kan holde sig under 600 MB. Det er dog meget langsommeligt at uploade sine klip til denne tjeneste. 

En anden mulighed er selve YouTube, der har fået sin egen editor, og hvor man kan downloade de færdige videoer i MP4. Man skal bare huske på at gøre sine film private, hvis man ikke vil dele med hele verden. Husk også, at du skal bruge en browser, der understøtter Adobe Flash, hvilket altså vil sige ikke Chrome.

Her stødte jeg dog på et komisk problem. Jeg redigerede en video, hvor min datter optrådte i et teaterstykke i skolen, hvor de sang "Nissesangen". Det kunne jeg ikke downloade, fordi YouTube havde matchet lyden med en sang, der var ejet af tredjepart.


mandag den 13. maj 2013

Google samler sine GB

Google har annonceret, at brugere af Google Apps nu får en samlet mængde lagerplads på tværs af GMail og Drive. Det betyder, at Drive ikke længere starter med 5 GB, og Gmail ikke længere er begrænset af 25 GB. Man starter med 30 GB, der deles mellem disse tjenester.

Det lyder måske ikke som den store nyhed, men der er et par gode ting i det. Gmail har hidtil være fuldstændig begrænset af de 25 GB. Man kunne ikke købe mere, uanset hvor meget man ville betale. På mit arbejde har vi brugere, der nærmer sig denne magiske grænse, og havde det ikke været for denne ændring, så skulle de altså slette mails snart.

Nu kan man købe mere, og bliver det de nuværende Google Drive lagerstørrelser og priser, så bliver det stort (op til TB) og billigt.

Brugere er også forskellige. Nogle gemmer mange filer, og andre gemmer mange mails. Denne ændring giver mere fleksibilitet. Men bruger man meget plads over det hele, ja så kan man jo købe flere GB eller TB.

Ændringen inkluderer også Picasaweb (nu Google+) til billeder.

Ændringen betyder ikke noget for dokumenter i Google Drive, der gemmes i Google Docs-formaterne. De tæller stadig ikke med. Der er stadig ubegrænset plads til dokumenter, regneark, præsentationer og tegninger, hvis man altså holder dem i Googles egne filformater i stedet for Microsofts.

Nyheden er ikke rullet ud endnu, men det sker de næste uger, skriver Google.

fredag den 3. maj 2013

Virtuel pc på Android tablet

Jeg skrev for nylig om VirtualChrome til iPad, der gav en ægte Chrome browser på iPad, der kunne klare Java, Flash og så videre. Desværre findes produktet ikke til Android, men firmaet bag Xformcomputing har en større (og desværre også dyrere) version, der giver en komplet pc inklusive Chrome.

Produktet hedder AlwaysOnPC og koster 114,09 kroner pr. år. Det er dermed en del dyrere end VirtualChrome, der koster 120 kroner i anskaffelse plus cirka seks kroner om året.

Men man får også meget mere. Man får både Chrome og Firefox. Man får Dropbox inklusive plads til 2 GB. Man får LibreOffice, Gimp og en del mere.

Der er et par minusser. Der er ikke understøttelse af lyd eller video - det er der i VirtualChrome.

Der er stadig tale om en virtuel (Linux) maskine, der afvikles i enten Bulgarien eller USA. Så det virker naturligvis kun, hvis du har forbindelse til internet - og gerne en hurtig forbindelse.

Men det fungerer faktisk. Arbejder du til daglig i Chrome under Windows, vil du næppe blive generet af, at det her er Chrome under Linux. Alle dine indstillinger, kodeord og bogmærker er begge steder, hvis du logger ind i Chrome. Og du har adgang til NemID og alt det, du er vant til på en rigtig pc.

Det er lidt besværligt at navigere overalt med fingrene, men det kan lade sig gøre. Der er fin understøttelse af ting som dobbeltklik, højreklik, træk objekter og så videre. Kan man ikke få det til at fungere, kan man skifte til mouse-mode, hvor man få et normalt muse-ikon på skærmen. Så fungerer det helt som en pc.


Chrome App til Google Keep

Google lancerede for kort tid siden sin konkurrent til Evernote (Microsoft OneNote og alle de andre) kaldet Google Keep. Du kan læse mine kommentarer her

Keep var i første omgang et produkt alene til Android, men nu har Google lavet en app til Chrome, der gør det muligt at arbejde med noter på computeren.

Det nye program er et rigtigt fritstående program, selvom det ligger i Chrome. Det betyder, at du kan arbejde med noter, selvom du ikke er forbundet til internet.

Keep sørger selv for at synkronisere indholdet på plads, når netværksforbindelsen er tilbage.

Google Keep er stadig meget simpelt sammenlignet med kongen på dette område Evernote. og Google har ikke leveret sit program til iPhone og iPad. Evernote kører på stort set alt.

Men brugergrænsefladen i Keep er noget mere lækker og simpel, så jeg vil ikke afskrive produktet helt.

torsdag den 2. maj 2013

Gratis skrifter fra Google

Google har faktisk et stort udvalg af helt gratis skrifter, hvilket meget få kender til. Skrifterne er gratis - også at bruge i egne tryksager. Hvis man henter skrifterne ned på sin pc, kan man også spare noget download-tid, hvis man henter sider, som benytter sig af disse skrifter.

Så slipper computeren nemlig for at hente dem, når siden indlæses i browseren.

Google Fonts rummer ikke færre end 624 skrifttypefamilier og 1.105 skrifter. 

Man kan også installere et lille program på Windows eller Mac OS, der automatisk henter og opdaterer disse skrifter. 

Programmet hedder SkyFonts, og det er også helt gratis.

Chrome Webshop viser rigtige apps

Google har fået noget kritik for sin Chrome Webshop, fordi shoppen rummer to meget forskellige typer programmer, der fremstår som et og samme. De fleste apps i shoppen er nemlig slet ikke apps. Det er simple henvisninger til websites (altså det samme som et simpelt bogmærke i browseren).

Der er dog rigtige apps i shoppen, der virker offline, og som for eksempel kan åben og gemme filer. Men det har ikke været til at se forskel på de to typer. Det er det nu. Google har lavet en helt ny samling, der netop hedder Offlineapps.

Når du åbner en app, vil der også stå meget tydeligt, om der er tale om en app, der virker offline.

Rigtige apps i Chrome Webshop fungerer grundlæggende som et program i Windows. Det kan køre uden internet-forbindelse, og det kan gemme data. Mange af disse programmer gemmer naturligvis i skyen, men har man ingen forbindelse, bliver data gemt, når du kommer på nettet senere.

Det kan for eksempel være et program til at lave noter med.

Rigtige apps er dog pakket godt ind rent sikkerhedsmæssigt, så du skal ikke bekymre dig voldsomt over virus og spyware. 

Chrome slipper programmerne løs i en virtuel sandkasse, hvor de ikke får lov til at ødelægge noget. Rigtige Chrome apps er bygget rent i HTML 5, JavaScript og CSS.

Android er nu størst på tablets

Det går stadig forrygende for Apple, når det gælder om at sælge iPad, men Apple må nu se, at Android er størst. Det gælder nu både på mobiler og tablets.




Der er stadig vækst hos Apple, der solgte lidt over 19 millioner iPads i sidste kvartal mod lidt under 12 millioner samme kvartal sidste år. Men det bemærkelsesværdige er markedsandelen, der er gået ned fra 58,1 procent til 39,6 procent. Hele markedet for tablets vokser eksposivt med 142 procent, men Apple vokser ikke i samme takt.




Regner man det sammen på platforme, som IDC har gjort her, så sidder Android nu på en markedsandel på hele 56,5 procent, mens Apple er faldet til 39,6 procent.

Windows er stadig næsten ikke-eksisterende på markedet for tablets. Windows RT sidder på sølle 0,4 procent, mens den rigtige Windows 8 til tablets sidder på 3,3 procent. Det tal dækker enheder fra Microsoft, Asus, Acer og mange andre.

onsdag den 1. maj 2013

Snapseed er hæderlig billedbehandling


Der er et utal af programmer til både iPad og Android til billedbehandling, men der er stor forskel på kvaliteten af dem. De fleste er lavet til simpel redigering af de billeder, du har taget med din mobil (iPhone eller Android) - og dernæst videresendelse eller deling. Vil du arbejde lidt mere seriøst med billeder fra et rigtigt kamera, så skal du lede godt efter programmer. Problemet med mange af dem er nemlig, at de kun kan arbejde med små billeder.

Jeg har ledt en del, og det bedste bud, som jeg har fundet er Snapseed, der findes til både iOS og Android. Programmet er helt gratis. Det er lavet af Nik Software, men det selskab er ejet af Google i dag.

Det smarte ved Snapseed er, at det kan arbejde med - og gemme - billeder i høj opløsning. På Android vil det sige op til 8 megapixel på mobiler og op til 16 megapixel på tablets. På iPad 2 er tallet 16 megapixel, mens tallet for iPad 3 og iPad 4 er hele 20,25.

Apple-universet lukker dig lidt inde. Du skal over den universelle kamerarulle med dine billeder. Alt skal foregå her. Men det virker godt nok alligevel.

Google er noget mere åben på Android. Her kan du hente billeder fra diverse cloud-tjenester, dit filsystem eller dit galleri (som kan rumme alle dine Picasa-billeder).

Jeg er imponeret over kvaliteten, men Snapseed presser dine JPEG-billeder noget. Mine billeder på 4-5 MB bliver på 2-3 MB efter et tur i Snapseed-programmet. Det er dog til at leve med.

Snapseed er ikke Photoshop, men det kan simple ting som at korrigere farve og kontrast. Der er en bunke filtre, og man kan lave rammer. Der er naturligvis også værktøjer til at rette skæve billeder og rotation samt beskæring. Der er et par avancerede ting som selektiv fokus.