torsdag den 28. marts 2013

Windows 8 skuffer fælt

Windows 8 på en tablet er et af de mest håbløse produkter, jeg har set endnu. For mig at se overgår det både Windows ME og Windows Vista.

Jeg har testet styresystemet på en Asus Vivotab Smart, og ikke en ondt ord om Asus' indsats. Tabletten er lækker, selvom den naturligvis rummer meget plastik som de andre Windows- og Android-enheder. 

Det vælter i øvrigt ud med Windows 8-tablets i tre kategorier i øjeblikket fra producenter som Microsoft, Asus, Acer, Dell, Lenovo og mange flere. RT-enheder med Tegra-processor, billige enheder med Atom-processor (som denne) og topmodeller med Intel Core i5 som Microsofts Surface Pro. 

For mig er det dog ikke væsentligt, for problemet er styresystemet.

Internet Explorer er super
Først det positive. Internet Explorer 10 på en Windows tablet fungerer virkelig godt. Browseren er super hurtig, og zoom med fingrene fungerer, lige som det skal. Det vigtigste er dog, at browseren viser sider som en computer (altså som de var tænkt) og ikke en sølle mobil version, som iPad og Android viser. Stor ros til den del. Jeg har også tidligere rost Microsoft for at klare Googles programmer bedre end Google selv på for eksempel Nexus 7. 

Browseren klarer også Flash i modsætning til konkurrenterne, hvilket betyder, at mange sider ser ud og fungerer, som de skal. Man kan dermed også læse aviser online som Berlingske Tidende. Men med til historien hører, at det er ret svært at navigere i en online-avis med fingrene på 10 tommer. Berlingske iPad app fungerer langt bedre.

Men så hører roserne også op. Alt andet er noget makværk. Det fungerer simpelt hen ikke. Der er stort set ingen apps til Windows 8. Der er nogle få, der er ganske gode som Evernote (touch) og Netflix. Microsoft har ikke engang tænkt på, at de fleste ikke bruger Hotmail/Live/Skydrive i dag. 

Desktop mode
Men jeg satsede også på at bruge tabletten primært med browseren og så gå i desktop mode, når der var brug for det. For denne version - den rigtige Windows 8 - kan køre gamle programmer i modsætning til Windows 8 RT. Det skulle jo åbne for nærmest uendelige muligheder.

Men Windows 8 i desktop mode på en tablet er en forfærdelig oplevelse. Knapper og andre kontroller er så små, at man ikke kan ramme dem. Og det betyder i praksis, at man skal kombinere sin tablet med et tastatur/mus for reelt at bruge den.

Browseren er god, men der er også problemer. Man kan for eksempel installere Java og bruge NemID (i modsætning til med RT), men det virker ikke med touch-udgaven af Internet Explorer. Man skal i desktop-mode, der er håbløs at bruge. 

En anden detalje er, at man ikke kan skrive dokumenter i Google Dokumenter. Googles programmer virker sådan set fint nok, men Internet Explorer (igen i touch-udgave) vil ikke vise tastatur med mindre, der er en dialog åben. Igen skal man i desktop-mode, hvor Windows 8's få fordele ryger helt.

Jeg havde troet, at man kunne undvære desktop mode, fordi alle funktioner var lavet i touch-delen (den der hed Metro), men det er slet ikke tilfældet. Skal man bare mere end et spadestik dybere i Windows, skal man i desktop, og så arbejder man i dette tilfælde reelt i en sølle 10 tommer netbook med langsom Atom processor. Og det til en pris, der reelt ikke er bedre end Apples iPad, der er bygget i aluminium (og ikke plast), hvor hele brugergrænsefladen bare virker, og hvor der er tusinder af programmer. 

Måske havde jeg været mere glad for en topmodel med Core i5 processor som Surface Pro, men så taler vi en pris, der er så høj som en god ultrabook + en iPad, og så har du stadig kun de små 10 tommer at arbejde på, når den skal fungere som en pc. Jeg ville klart foretrække en god ultrabook bærbar + en iPad.

Det virker ikke
Der er masser af områder, hvor det går helt galt for Microsoft. Jeg skal gennem en opdatering af min iPad en gang eller to om året, hvilket tager et par minutter. Allerede anden dag med Windows 8 skulle jeg gennem en opdatering med 14 opdateringer, der tog mere end 40 minutter, hvor computeren ikke kunne bruges. Det er helt absurd. Microsoft har kigget alt for meget på pc'er og alt for lidt på iPad og Android. Hver eneste dag har jeg faktisk skullet igennem opdateringer i Windows, i Store eller i Asus LiveUpdate. Og der har været tale om ganske tidskrævende opdateringer, der i flere tilfælde har krævet en genstart, hvor jeg i mange minutter må vente på "opdaterer Windows-funktioner - sluk ikke computeren". Det lugter af pc og ikke tablet, desværre. 

Jeg efterlod min tablet i standby i et døgn, hvilket ikke burde være et problem. Det er det i hvert fald ikke for en iPad, men Windows 8 brugte al strømmen, og den kunne ikke engang starte, da jeg satte den i stikket. Det kunne den først efter et par minutter. Det skal nok skræmme nogle brugere. Andre dage har den dog kunnet køre i flere dage.

Google havde i det mindste accepteret sin position, da firmaet designede Android tæt op ad iPhone og iPad, men Microsoft tror åbenbart stadig, at firmaet kan bestemme, hvordan teknologi skal fungere. Det har firmaet kunnet i mere end 20 år, men den går ikke længere. Millioner har vænnet sig til Apples måde at gøre tingene på, og skal Microsoft gøre tingene anderledes, skal det gøres markant bedre - ikke ringere som tilfældet er her.


Bærbar virker
Det ovenstående handler kun om tablets. Windows 8 fungerer fint nok på en gammeldags bærbar med eller uden touch-skærm. Her fungerer desktop-mode stort set som Windows 7. Her kan man også installere en udvidelse som StarDock, der netop sørger for, at Windows 8 starter direkte i desktop mode - og giver dig den gamle start-menu tilbage.

fredag den 22. marts 2013

Cloud Connect stopper

Der er åbenbart ingen ende på oprydningen hos Google. Nu melder firmaet, at produktet Cloud Connect ophører 30. april.

Cloud Connect gør det muligt at arbejde i Microsoft Office og gemme i Google Drev. Det lyder lidt som noget, Google Drev også kan, hvilket også er argumentet for Google. Drev kan det og mere til. Og Google Drev virker også på Mac, iPad, Android og så videre, hvilket Cloud Connect ikke gør.

Der er dog et par ting, som Google ikke fortæller. Google Drev kan stadig ikke bruges som erstatning for en filserver i en virksomhed, for hvis flere brugere samtidig retter for eksempel et Word-dokument, så går det galt. Man får flere kopier af dokumentet og en fejl.

Man kan naturligvis komme uden om det problem ved at bruge Googles filformater i stedet for Microsofts, men mange foretrækker at arbejde med docx, xlsx og pptx.

Google Cloud Connect kunne nogle af de ting, som Google Drev ikke kan. Produktet blev dog aldrig helt flyvefærdigt, for man kunne for eksempel ikke rulle gennem sine filer. Man kunne kun søge. I praksis var produktet ikke brugbart.

Tilbage er stadig problemet med virksomheder, der har brug for en erstatning for en filserver, hvor der enten er lås på åbne filer - eller mulighed for flere samtidige rettelser. Det kan hverken Dropbox eller Google Drive. Og det kan selv verdens mest simple filserver.

torsdag den 21. marts 2013

Google Keep udfordrer Evernote

Google har igen lanceret et note-program, der skal tage kampen op med Evernote, Microsofts OneNote og lignende konkurrenter. Den nye service fra Google har fået det engelske navn Keep.

Google har forsøgt før med Google Notebook, men det var ikke en succes. Det bliver nok også en tur op ad bakke denne gang, for især Evernote er en svær konkurrent at hamle op med. 

Google Keep er som ventet integreret i Google Drive, og programmet virker både i en browser og på Android. Allerede her kommer første begrænsning, for der er jo mange, der bruger iPhone og iPad, og de er altså ikke med i første omgang.

Her kommer en af Evernotes styrker ind. Evernote kører på alt.

Google lover mange ting som søgning, mange notesbøger, nøgleord, integration med kamera og så videre. Problemet er blot, at alt det - og mere til - gør Evernote også.

torsdag den 14. marts 2013

Google Reader lukker ned

Google fortsætter med at pensionere produkter, der åbenbart ikke er populære nok. Nu er turen kommet til firmaets RSS-læser med det engelske navn Reader og det danske navn Læser. 

Produktet stopper 1. juli i år. Når du går ind på siden, vil du få denne besked, og du kan komme til en hjælpetekst, der fortæller dig, hvordan du flytter dine abonnementer til et andet produkt.

Der findes heldigvis mange andre gode RSS-læsere på markedet. Du kan for eksempel få en liste her. Men jeg har nu været glad for Googles produkt, og jeg kommer til at savne det.

Jeg satser nu på Feedly, der både virker i browser (Chrome) samt iPad og Android. Feedly kan også importere hele din Google Reader.

Opdateret 18. marts 2013: Jeg har nu brugt Feedly i nogle dage, og jeg er virkelig overrasket over, hvor godt produktet er. Det er klart bedre end Google Reader - især fordi det layouter sider som et magasin, og fordi det fungerer så godt på tværs af mange platforme. Det er også imponerende, hvor mange der er skiftet til netop Feedly fra Google Reader. En halv million på mindre end en uge!

Feedly er faktisk så godt, at jeg nu dropper Flipboard på iPad og Android. Jeg har været meget glad for Flipboard, fordi det netop gjorde websites lækre på for eksempel tablets, men Flipboard er ikke baseret på simpel RSS. Flipboard kræver, at medier laver særlige versioner af dere nyheder til netop Flipboard. Det betød, at der var en del medier, jeg alligevel ikke kunne læse via det program. De minusser er helt væk i Feedly, da programmet netop er baseret på simpel RSS, som alle medier leverer. Og Feedly laver lige så lækkert magasin-layout som Flipboard.

onsdag den 6. marts 2013

PicasaWeb på vej ud

Google er åbenbart ved at fjerne PicasaWeb, hvilket er meget ærgerligt. Hvis du skriver adressen på PicasaWeb i din browser, bliver du omdirigeret til billeder på Google+. 

Alle dine billeder er også i Google+, men Picasa har langt flere muligheder. Picasa er for eksempel integreret med nogle SmartTV, og Picasa giver mulighed for at billedbehandle direkte.

Indtil videre kan du selv hoppe tilbage fra Google+ til PicasaWeb ved at klikke på linket i den gule boks, som du kan se i billedet. 

Men det tyder på, at Google er ved at lægge web-delen af Picasa i graven. Et gæt vil derfor være, at den gule boks forsvinder om kort tid ligesom PicasaWeb.

Jeg har længe været stor tilhænger af kombinationen Picasa (til Windows) og PicasaWeb (til deling og til andre enheder som Android og iPad). 

Lad os håbe, at brugerne brokker sig nok til at få Google til at ændre dette - eller at Google ændrer Google+ nok, til at være en god erstatning for PicasaWeb.

Hvis du ikke får den gule boks, er det direkte link tilbage her.