torsdag den 20. december 2012

QuickOffice gratis for nogle

QuickOffice til iPad er nu gratis til betalende brugere på Google Apps. Google skriver, at produktet senere bliver gratis til Android. Google har ellers næsten opretholdt "radiotavshed" om QuickOffice, siden de overtog firmaet. Men nu kommer Google altså ud af busken og fortæller om alle de gode ting, som QuickOffice gør.


Problemet er blot, at alle fejlene ikke er væk. 

Jeg har længe brugt programmet på iPad, og jeg har kunnet dokumentere flere alvorlige fejl, som ikke er rettet. 

Jeg har for eksempel regneark, der viser forkerte tal på iPad (men rigtige tal i en browser). Jeg har tekstdokumenter, der har fået slettet alle billeder. Jeg har skam fået svar fra QuickOffices support, men svaret er blot, at de ved, at der er problemer.

Derfor virker det mærkeligt, at Google nu går ud og slår på tromme for et produkt, som ikke virker.

mandag den 17. december 2012

Ikke så smart tv

Det kan godt være, at mange nye tv sælges som såkaldte smart-tv, men pas på. Netflix er ikke bare Netflix på alle enheder. Der er stor forskel på billedkvaliteten. Jeg har netop set Netflix på et Sony smart-tv, og det så meget dårligt ud. Det var i hvert fald ikke HD, og umiddelbart ville jeg sige, at det ikke engang var DVD-kvalitet. Billedet var grynet, og kanterne på ting var hakket.

Jeg prøvede naturligvis at sætte Netfix op til at sende i bedste kvalitet. Men det hjalp ikke. Det komiske var så, at jeg satte en pc (på samme netværk, samme Netflix-konto med samme internet-forbindelse) til at sende Netfix via HDMI-kabel til samme tv, og så var kvaliteten pludselig i orden.

DR's Soeinding har været efter smart-tv på grund af dårlig brugergrænseflade, men det er altså ikke det eneste. Du risikerer simpelt hen at få en dårlige oplevelse og dårligere billeder med smarte tv.

Du behøver naturligvis ikke at bruge en pc og kabler. Løsningen er at købe et tv uden "smart" og så bruge en boks som Apple TV, Boxee eller lignende. De koster fra 900 kroner, hvilket er småpenge sammenlignet med de dyre smarte tv, som ikke er så smarte alligevel.

Det "smarte" inde i tv'et kan heller ikke udskiftes, når der kommer nye teknologier, men det kan boksen ganske billigt.

Google med EU-sikkerhed

Så har Google endelig bøjet sig for EU omkring datasikkerhed. Det betyder sandsynligvis, at offentlige myndigheder (som Odense Kommune) nu endelig må bruge Google Apps. Hidtil har Datatilsynet ikke villet acceptere det.

Google har længe understøttet det såkaldte US-EU Safe Harbor Framework, men det har ikke været nok for Datatilsynet og EU. Sidstnævnte har lavet et egentligt direktiv om databeskyttelse, som Google nu har accepteret.



Man skal dog selv slå det til på sit domæne, hvilket gøres i domæne-indstillinger. Se billedet. Man kan læse mere om ændringen her.

fredag den 7. december 2012

Google stopper gratis Apps

Så er det slut med gratis Google Apps til mindre virksomheder og familier. Google skriver, at fra i dag er slut med at oprette dem gratis. Det efterlader tre versioner af Google Apps - business til virksomheder, nonprofit til organisationer og education til uddannelsesinstitutioner.

Det er naturligvis stadig muligt at oprette gratis konto til Gmail og Googles andre tjenester, men det domæne koster altså penge nu.

Også farvel til Google Sync
Opdateret 17-12-2012: Det er ikke kun gratis Apps, der stopper. Google stopper også med at levere den såkaldte Google Sync, der er baseret på Microsoft Exchange ActiveSync, til de gratis produkter såsom Gmail og gratis Google Apps. De brugere, der allerede benytter det, får dog lov til at fortsætte.

Det lidt uklart, hvad det vil betyde. Har du en iPad eller iPhone, har du måske bemærket, at du kan sætte Google mail og kalender op på to måder. Du kan bruge Gmail (som type) og du kan bruge Microsoft Exchange.

Google kan ganske enkelt snyde enheder som mobiler og tablets til at tro, at de kommunikerer med Microsoft Exchange, mens det i virkeligheden er Google.

Det hører altså op den 30. januar 2013. For de fleste Android- og iOS-brugere får det næppe den store betydning, da der her er masser af gode alternativer og gode apps. men man kan mistænke, at Googles træk reelt er et angreb på Microsoft og Windows Phone.

Google har nemlig ikke lavet apps til Windows Phone, og nu kan disse mobiler altså ikke bruge Google Sync. Det betyder, at de må nøjes med noget gammeldags teknologier som POP og IMAP, der ikke giver samme muligheder som de nye apps.

Engadget har en rigtig god artikel om dette emne. Kan Microsoft overhovedet klare sig uden støtte fra Google? Og er Google gået i stille krig mod Microsoft?

Alle bruger naturligvis ikke Gmail, men tæt på en halv milliard gør! Og det er mange brugere, der ikke får det optimale med Microsofts produkter.