tirsdag den 23. oktober 2012

Fjernstyring af servere på iPad

Jeg har længe ønsket at kunne fjernstyre alle vore servere på iPad, så jeg ikke var afhængig af en pc, men det er normalt ikke ligetil. Vore servere kører Windows på VMWare, og det hele er gemt bag en Cisco firewall. Men det er muligt. Jeg har netop testet RealVNC, og det virker. Jeg kan nu fjernstyre alle vore servere på iPad. Og det er ganske billigt. 11 servere kostede mig 330 dollar.

Man kan sagtens komme gennem en Cisco firewall, selvom man er på iPad. Der er nemlig indbygget Cisco klient, men man skal installere den lidt specielt, da man skal angive en kode (gruppenavn og nøgle), der normalt ikke udleveres til medarbejdere. Medarbejderne skal stadig angive deres personlige kode. Heldigvis viser iPad ikke nøglen, når den først er tastet ind, så it-afdelingen kan gøre det for brugerne og bevare sikkerheden i firewallen. Hvis det alene er it-afdelingen, der skal bruge VPN på iPad, er det naturligvis slet ikke et problem.

Der er også langt om længe kommet Cisco-klienter til Android, men dem har jeg ikke fået testet endnu. Tidligere skulle have have en rootet mobil (hacket) for at gøre det.

Selve VNC er et lille og simpelt program, der installeres på en Windows server, og som giver mulighed for fjernkontrol ligesom et utal af andre programmer. Den store forskel er dog, at RealVNC har klienter til både iPad (iOS) og Android (og Windows naturligvis). Klienten til iPad koster 59 kroner.

Jeg testede det i værste konfiguration. Jeg satte min iPad til at forbinde via Wifi via min mobil, der kun havde en Edge-forbindelse. Det er virkelig langsomt, men jeg kunne sagtens styre serverne. Egentlig ganske imponerende.

Det betyder så, at jeg kan administrere servere nu i et s-tog eller hvor som helst uden at have en pc med. Bare iPad’en er med, og det er den altid. Næste store test bør naturligvis være at gøre det hele på Android mobilen, men jeg frygter lidt, hvordan det vil virke på min mobil med dens 4,6 tommer skærm.


Opdateret 30. oktober 2012: Jeg har nu testet VPN på Android, og det virker i hvert fald på min Galaxy Nexus med Android 4.1. Jeg kunne godt nok ikke få Ciscos eget program til at forbinde med min Cisco ASA 5520, men programmet NCP VPN Client kunne godt. Det program kunne oven i købet importere min Cisco PCF-profil, så jeg ikke behøvede at taste alle detaljer ind som på iPad. Programmet koster 73,50 kroner, men der er en gratis prøveversion, så man kan sikre sig, at det virker, før man køber.

onsdag den 17. oktober 2012

Så virker QuickOffice (næsten)

QuickOffice til iPad har reelt ikke virket, siden jeg købte programmet for lidt over en måned siden. Men nu er der sket noget. Udviklerne lagde i forgårs en opdatering op, der løser en stor del af problemerne. Programmet kan nu bruges sammen med Google Drive (Docs).

Der er masser af kontorpakker til iPad (og Android), men ingen af dem har været i stand til at gemme i Google Docs-format i Google Drive, hvilket jeg netop ønsker. De kan alle sammen kun åbne og gemme i Microsoft Office-format.

Jeg deler nemlig dokumenter med andre, og Google Docs giver langt bedre muligheder for samarbejde end netop Microsoft.

QuickOffice, der i øvrigt er ejet af Google nu, er anderledes. Det program kan nu (igen) klare denne opgave. 

Og metoden er vist ret simpel. QuickOffice henter for eksempel et regneark i Google Drev og arbejder med det internt i Excel-format. 

Når man gemmer det igen i Google Drev, så ser programmet, om man har sat konvertering til eller fra. Hvis det er sat fra, bliver dokumentet gemt i Excel-format, er det sat til, bruger programmet Googles indbyggede konvertering og gemmer i Google Docs-format.

Simpelt - men effektivt. QuickOffice er, så vidt jeg ved, det eneste program, der kan det. Og programmet virker på Android (tablets), iPhone og iPad.

Træerne vokser dog ikke ind i himlen for QuickOffice, for jeg har stadig en del fejl. En del præsentationer (Powerpoints) kan ikke åbnes, og programmet gemmer konsekvent filer i den forkerte mappe.

Opdateret 23. oktober 2012: Jeg har fundet flere fejl i den nye version, og en af disse er meget skræmmende. Hvis man åbner et tekstbehandlingsdokument med billeder og gemmer det igen - efter bare at have rettet noget tekst - så risikerer man, at alle billeder er forsvundet. Og det er definitivt. Selv på pc'en bagefter er billederne væk. 

Jeg har også oplevet andre mærkelige fejl. De fleste regneark fungerer fint, men jeg har et, som QuickOffice bliver ved med at åbne i en gammel version (revision).

Opdateret 26. november 2012: Jeg har fået svar fra QuickOffices support, der desværre ikke var så positivt. De har styr på de fleste problemer dog ikke understøttelse af Google Drev i Google Docs-format. Programmet virker altså kun, hvis man gemmer i Microsoft Office-formater. Og det kan jeg ikke bruge. Jeg er helt afhængig af Google-formaterne, fordi vi deler dokumenter på arbejdet på denne måde.

torsdag den 11. oktober 2012

Langsom Chrome

Har du oplevet store hastighedsproblemer med Google Chrome på det seneste, så kan det skyldes en fejl i Flash-indstillingerne. Jeg oplevede, at især store og tunge sider som Ekstra Bladet hang voldsomt. Man kunne ikke rulle flydende op og ned på siden, og Chrome virkede pludselig tung. Problemet var ikke at finde i andre browsere som Firefox.

Problemet er åbenbart, at Chrome kommer til at have to Flash-afspillere, og de træder hinanden over tæerne. De fleste installerer den officielle Flash-afspiller fra Adobe på Windows, men Google har i forvejen sin egen (gamle) Flash-afspiller gemt inde i udvidelser i selve Chrome.

Det er heldigvis let at ændre:

  1. Gå til denne adresse i browseren chrome://plugins/
  2. Klik på plus-tegnet for at folde alle ud.
  3. Hvis du både har Shockwave Flash og PepperFlash, så deaktiver den sidste.

Dette tip virkede for mig. Du kan læse mere her.