onsdag den 20. juni 2012

Sms til og fra din computer

Du kan nu modtage og sende sms’er via din computer i stedet for (samtidig) med din mobil, hvis du bruger Android. Du skal installere det gratis program MightyText på din mobil, og derefter installere en lile udvidelse til din browser (Chrome, Internet Explorer eller Firefox).

Du kan også se på computerskærmen, hvis du har et indgående opkald. Hvis du glemmer din mobil derhjemme, har du altså delvist adgang til den. Du kan naturligvis ikke ringe op, men du kan sende og modtage sms’er, og du kan se, hvis nogen ringer til dig.



Mobilen skal ikke være tæt på dig. Den skal bare være tændt og på nettet, for den kopierer naturligvis alle informationer til en server, som du så har adgang til fra browseren.
Når du installerer programmet, kan du ikke se navne på dem, du har skrevet med, men det er muligt at sætte programmet op, så det også synkroniserer med dine kontakter i Google, og så kommer alle navnene med på listen.

Det lyder måske ikke som en kæmpe nyhed, men jeg synes, at det er ganske smart. Jeg hader at skrive sms’er, fordi jeg ikke er hurtig nok på den lille skærm, og nu kan jeg altså bruge computeren i stedet, når jeg er på arbejde. 



Programmet får også begge dele - computer og mobil - til at hænge helt sammen. Hidtil har jeg naturligvis haft alle mail-konti på min mobil, og jeg har således kunne arbejde fra begge dele, men jeg har ikke haft adgang til opkaldslog eller sms’er på computeren, og der kommer jo vigtige ting ind den vej. Det er der nu - komplet sammenhæng.

onsdag den 13. juni 2012

Android tablets virker bare ikke

Jeg har prøvet en af Asus’ nye Android tablets - Transformer Pad TF300T. Det var en kæmpe skuffelse. Jeg kan simpelt hen ikke forstå, hvorfor den virker så dårligt. Jeg har i forvejen en iPad 2 og sammenlignet med den, så står det slemt til med Android tablets.

Umiddelbart ser alt ganske fint ud. Den kører Android 4 ligesom min Galaxy Nexus telefon, og brugergrænsefladen er pæn og indbydende. Men når jeg bruger browseren, går det helt galt. Den hakker derudad. Prøver man at trække i vinduet med en stor side, så står den til tider helt stille. Efter nogle sekunder ruller indholdet - måske.

Det samme gælder tryk på knapper. Nogle gange virker det. Andre gange er der en kæmpe forsinkelse - og nogle gange må man trykke flere gange.

Og problemerne er de samme uanset om man bruger den indbyggede browser, Chrome browseren eller Opera. Jeg kan ikke forstå det. Det virker nemlig fint på min mobil. Her er der slet ikke den slags problemer, selv om det er samme styresystem og samme browsere - oven i købet på langsommere hardware.

Der er naturligvis ting, der virker efter hensigten på denne tablet, men surf på internet må være det primære sigte, og så længe det slet ikke fungerer tilfredsstillende, er Android ikke egnet til opgaven.

Jeg har også prøvet en tablet fra Samsung, og jeg har talt med andre, der bekræfter problemerne. Android virker ganske enkelt ikke godt nok på tablet endnu.

Man undrer sig. Denne Transformer er udstyret med en Tegra 3-processor med fire kerner, og den burde kunne klare en iPad 2 uden problemer, men det er slet ikke tilfældet.

Det værste er, at disse tablets jo ikke er billigere end Apples iPad, og der er heller ikke mange programmer, der er optimeret til tablets i Googles Play-butik. Android taber på alle områder, når man sammenligner med Apple.

Google har ikke engang sørget for, at man kan bruge alle dele af Google Dokumenter (Docs) på disse tablets. Det ville ellers have været oplagt, men Google Dokumenter virker hverken på Android eller iPad (iOS).

Android har fået godt fat i mobil-markedet, og her rykker systemet. Men den er helt skæv, når det gælder disse tablets.

tirsdag den 12. juni 2012

Gratis Microsoft Office til iPad og Android

CloudOn er endelig blevet lanceret i Danmark, og det er en rigtig og gratis Microsoft Office 2010 til iPad og Android. Ja, du læste rigtigt. Ægte Office med Word, Excel og PowerPoint helt gratis.

Fidusen er, at CloudOn kører Microsoft Office på nogle servere, og du køre det virtuelt på din iPad eller Android. De gemmer ikke dine filer, du arbejder på dine egne filer, og det kan være filer i Dropbox, Google Drive eller Box.



Man kan oprette, åbne og gemme dokumenter i disse sky-tjenester. Det eneste, man ikke kan, er at kopiere filer mellem dem.
Det er næsten for godt til at være sandt, og når noget er det, så er der ugler i mosen. 



Det giver naturligvis ikke mening at forære en Office-pakke væk, så der er et par muligheder her:

1) Microsoft køber CloudOn og lægger pris på produktet, eller 2) Microsoft lukker CloudOn på grund af rettigheder eller 3) Microsoft opkræver betaling hos CloudOn, der sender regningen videre til kunderne.

Men indtil videre er det helt gratis. Det fungerer overraskende godt. Det er lidt svært at markere tekst i Word, men efter lidt øvelse går det fint.

CloudOn understøtter de nyeste Microsoft formater. Produktet understøtter ikke Googles egne dokument-formater, men CloudOn kan faktisk alligevel, for klikker man på et sådan dokument, bliver det konverteret til Office-format (altså docx, xlsx etc.).

Jeg har testet CloudOn på en iPad 2, og det virker overraskende godt. Jeg ville gerne have testet det på Android, men CloudOn kører ikke på min Samsung Galaxy Nexus, der ellers kører Android 4.0.2. Jeg formoder, at det kræver et tablet.



Opdateret 20. juni 2012: Umiddelbart kan man alt, hvad der er behov for i en Office-pakke, men man kan ikke udskrive, og CloudOn har åbenbart ikke planer om at levere dette. Det kan dog lade sig gøre alligevel ad omveje. Hvis man åbner Word- eller Excel-dokumentet direkte i Dropbox, kan man sende det til et andet program. Vælger man Evernote, bliver det vist dér, og der kan man udskrive.