torsdag den 26. april 2012

Drive er svag som Dropbox

Google Drive har samme svaghed som Dropbox, hvilket gør, at programmet reelt ikke kan erstatte filservere i virksomheder. Google Drive kan fint bruges privat og sikkert også til begrænsede formål i virksomheder.

Men Google Drive kan ikke styre, at flere ansatte åbner samme fil samtidig, hvilket sker meget tit i en virksomhed, der deler filer og mapper. Dropbox forsøger at løse problemet med at gemme flere versioner af samme dokument, som brugerne derefter må rydde op i manuelt.

Googles løsning er lige så dårlig. Google gemmer godt nok kun én version af dokumentet (den seneste), mens den overskrevne ligger i revisionslisten, som man kun kan se i browseren. Det gør det faktisk endnu mere besværligt at rydde op. En anden svaghed er, at Google slet ikke fortæller, at der findes modstridende versioner i modsætning til Dropbox. Så man ved det slet ikke. Billedet viser en fil med flere overskrevne versioner - men ingen alarmer.

Det er i øvrigt en anden svaghed ved Google. Dropbox har lagt en række funktioner direkte i Windows’ interface såsom revsionslisten. Google har ingen funktioner i selve Windows (højreklik på filen). Her skal man åbne Drive i browseren.

Min test viste også, at Google kan miste overblikket over disse overskrivninger. Så kommer der et rødt kryds på filen, hvorefter man kan bede Google Drive om at forsøge igen med synkroniseringen. Det er en manuel proces, og man skal selv holde øje med disse fejl.

Filservere har ikke disse problemer. Her kan filserveren fortælle, at dokumentet er åbent af en anden, og du kun kan åbne og se det - ikke ændre det. Eller du kan fortælle for eksempel Microsoft Excel, at flere personer må rette i det samme ark samtidig. Her er der ingen problemer.



Bemærk i øvrigt, at der ikke er problemer, hvis du arbejder med Googles egne dokument-formater i browseren. Det var der heller ikke i forgårs, da det hed Google Dokumenter. Her kan flere fint arbejde sammen, åbne filer samtidig og så videre. Problemet opstår udelukkende, hvis man vil bruge for eksempel Word og Excel.

onsdag den 25. april 2012

Google Drive er ude

Så blev Google Drive (dansk version Google Drev) endelig lanceret. Produktet er som ventet en konkurrent til Dropbox - men vel og mærke en konkurrent, der tilbyder mere plads, flere funktioner og lavere priser. Det ser dog ud til, at Google lancerer produktet noget hakkende. Jeg har ikke adgang i dag, men hjemmesiden er kørende.

Google Drive erstatter delvist lagersystemet i Google Dokumenter. Man har nu 5 GB gratis plads, hvor Dropbox kun giver 2 GB. Og dokumenter i Googles egne formater tæller stadig ikke med. Her er der ubegrænset plads.

Priserne på opgraderinger er meget billige sammelignet med Dropbox og andre. Men Google ser ud til at have skruet noget op for priserne. Før kostede 80 GB i Picasa Web (og Google Dokumenter) lidt over 100 kroner om året, hvilket var meget billigt i den verden. For at opgradere Dropbox, starter priserne på over 500 kroner om året for 50 GB. Den nye Google Drive koster cirka 164 kroner om året for 25 GB, mens 100 GB nu koster cirka 300 kroner. Man betaler nu pr. måned, hvor man før betalte pr. år.



Hvis du allerede har købt ekstra lagerplads til den gamle pris, som jeg har, så er den gode nyhed, at du beholder den gamle pris, så længe du ikke ændrer kontoen eller så længe kreditkortet virker. Du kan læse mere om betalingsmodellerne her.


Google Drive lugter ganske meget af Dropbox med synkronisering til pc og Mac. Adgang fra mobile enheder - og en webgrænseflade. Det samme gælder deling. Men Google er naturligvis gået længere. Man kan se mange filer uden at have de tilhørende programmer. Det er man vant tiil med for eksempel Word og Excel, men Google Drive viser også Adobe-formater.


Da jeg ikke har adgang endnu, har jeg ikke kunnet teste den funktion, som jeg venter mest på. Det gælder nemlig om at kunne undgå synkroniseringskonflikter, når flere i et firma åbner for eksempel samme Word-dokument. Det kan hverken Dropbox eller alle konkurrenterne klare. Jeg håber, at Google kan. Jeg skriver om dette, når jeg har fået det testet.


Umiddelbart ser det desværre ud til, at Google løser problemet ligesom Dropbox, hvilket vil sige ikke løser problemet. Google laver også flere versioner af filen, hvis flere ændrer den samtidig. Den præcise formulering i dokumentationen er: 


"If two people make changes to the same file, both versions will be available online in the file’s revision history. Only the latest version of a file will be available every collaborator’s Google Drive folder".

mandag den 16. april 2012

Boxee Box sælger dårligt

Boxee Box er en kæmpe fiasko kommercielt, hvis man skal tro på de rygter, der florerer i internationale medier. Rygterne stammer angiveligt fra en tweet fra en ansat hos Dlink, der skriver, at der er solgt sølle 200.000 i alt globalt. Der er godt nok to millioner brugere, men hovedparten er altså personer, der har installeret softwaren på en pc.

Problemet er ifølge flere kilder større end som så. Der er stort set ingen, der køber bokse til at vise tv streamet fra internet. Den eneste positive historie er (naturligvis) Apple, der har solgt cirka 4,2 millioner eksemplarer af Apple TV. Det er dog så få i Apples verden, at det betegnes et hobby-projekt. Der skal nok nogle flere nuller på det tal, hvis Apple skal interessere sig mere for området. Næststørst er i øvrigt Roku, der angiveligt har solgt 2,5 millioner enheder i alt, mens Google også skraber bunden med under en million.

Hovedparten af brugerne er i øvrigt i USA, hvor de fleste brugbare tjenester er lukket inde, så udbredelsen i Danmark må forventes at være skræmmende lille.

Jeg har selv en Boxee Box, som jeg mest bruger til at se Netflix. Jeg elsker min boks, men jeg vil kun anbefale nørder at købe den. Den er simpelt hen for rå i sin grænseflade, så den kræver næsten en Linux-nørd for at spille ordentligt.

Apple TV kan slet ikke matche Boxee på funktioner, men Apples boks er langt mere simpel at bruge og dermed meget mere velegnet, når man taler om almindelige brugere og udstyr til et tv - ikke en computer.

fredag den 13. april 2012

Blande Exchange og Google Apps

Google har lanceret et nyt værktøj kaldet Google Apps Calendar Interop, der kan vise optaget/ledig tid i kalendere på tværs af Google Apps og Microsoft Exchange. Det betyder, at det bliver lettere at benytte begge systemer i en virksomhed - eller prøve et skifte fra Exchange til Google. Nu kan en afdeling for eksempel køre Google Apps, mens resten kører Exchange.

Google havde allerede værktøjer, der kunne dette, men de var meget besværlige at installere og konfigurere. Da vi overvejede dem på mit arbejde, måtte vi give op, da ingen konsulenter i praksis kunne finde ud af det. Så vi ville komme til at betale mange lærepenge. Det nye værktøj er meget simpelt og kan nok installeres på højest et par timer uden konsulenthjælp.

Det virker med Exchange 2007 og senere, og det kræver naturligvis Business-udgaven af Google Apps. Calendar Interop gør det muligt at booke møder på tværs af de to kalendersystemer og se de andres status - altså om de er optaget eller ledige.

Google fortæller ikke, om det nye værktøj understøtter ressourcer som møderum. Det var nemlig en stor mangel i vores pilotprojekt, da vi kørte Exchange og Google blandet. Møderum og andre delte ressourcer kunne kun være i ét af systemerne.

Jeg har dog en ide om, at det vil virke nu, da ressourcer i Google Apps kan deles uden for organisationen og bruges som almindelige kalendere. Det virker på mit arbejde på tværs af flere Google Apps-domæner/installationer. I det Apps-domæne, hvor ressourcerne er oprettet, vil man kunne se og booke dem som delte ressourcer, mens man i de andre Apps-domæner indkalder disse ressourcer,som om de var mødedeltagere.

torsdag den 12. april 2012

Currents blev til Aktuelt

Google Currents til Android er kommet til Danmark (og en lang række andre lande). Her har produktet fået navnet Aktuelt. Det kan hentes i Play-butikken nu.

Currents er en App til Android (mobil eller tablet), der kan vise internet-indhold i et magasin-lignende layout. Der er allerede nu et stort antal magasiner, som man kan abonnere på. Hvis du for eksempel gerne vil læse nyheder på Engadget, så kan du besøge hjemmesiden, du kan vælge at læse nyhederne via en RSS-læser - eller du kan altså bruge Google Aktuelt.

Aktuelt giver ud over et pænt design og god navigering også en række andre muligheder. Google Translate er for eksempel indbygget, så man kan oversætte udenlandske artikler med et simpelt klik mellem 38 sprog. Google Aktuelt finder også automatisk ud af, hvad der er nyt i magasinet og kan synkronisere det hele ned på telefonen, så man kan læse i et fly uden internet-forbindelse.

Google er også klar med en tjeneste til indholdsleverandører, så de kan gøre deres indhold klar til Aktuelt. Det hedder Currents Producer.

Jeg har prøvet produktet, og det ser ud til at fungere fint. Men der er altså “kun” tale om de samme artikler, som man finder på hjemmesiderne. Hvis du abonnerer på Forbes, så er det altså ikke magasinet, som du får gratis. Det er hjemmesiden, der er pakket ind på en pænere måde.

onsdag den 11. april 2012

Nyt Chrome OS

Google fortsætter med at udvikle styresystemet Chrome OS til dedikerede bærbare fra Samsung og Acer. Chrome OS er et styresystem, der kun har en Chrome browser. Det vil sige, at alt skal kunne afvikles i en browser. Til gengæld er styresystemet meget hurtigt og sikkert.

Den seneste version er rykket meget i forhold til de forgående. Nu begynder det at lige et styresystem. Man kan for eksempel placere ikoner på skrivebordet, der er kommet startlinje, og vinduer kan overlappe. Det skyldes et nyt grafiksystem kaldet Aura.

Danske AppsPeople har lovet at levere disse bærbare i Danmark, men de er forsinket, så vi danskere kommer til at vente lidt endnu. Prisen bliver meget lav. Man lejer en bærbar i et til tre år for priser ned til bare 173 kroner om måneden. Når lejeperioden er overstået, ejer man maskinen.

Selve styresystemet er open source, hvilket andre har set en mulighed i. Google leverer det nemlig kun som færdigpakket løsning til disse bærbare. På denne hjemmeside kan man downloade en version af Chrome OS, der kan installeres på en lang række af de udbredte netbooks som Acer One og Asus EEE. Det er naturligvis helt gratis og lovligt.

Jeg har brugt denne version til bærbar til børn, hvilket er utrolig smart. De kan ikke ødelægge noget. De kan bruge alle de kendte gratis spil (typisk Flash-baserede), de kan gå på Facebook og så videre. Der er ingen problemer med virus, opdateringer og så videre. Laver de skoleopgaver i Google Dokumenter, skal de heller ikke bekymre sig om at miste data. Jeg bruger en gratis Google Apps Standard-løsning til familien, hvilket gør dette endnu lettere.

Du kan teste Chrome OS meget let, da det kan afvikles fra en 4 GB USB-nøglering. Sådan en koster under 100 kroner. Du downloader bare styresystemet og lægger det på nøgleringen. Derefter starter du pc’en på nøglen. Hvis det virker, og du er tilfreds, kan du derefter vælge at installere det på harddisken.

I virksomhederne
Chrome OS har også stort potentiale til virksomheder. Jeg har allerede forudbestilt de bærbare hos AppsPeople, fordi de ansatte på mit arbejde vil kunne bruge disse på farten - uden at jeg skal spekulere over sikkerhed. Vi bruger meget tid på at rydde op på låne-bærbare efter rejser, men det slipper for vi med Chrome. Når brugeren logger ud, er alt væk.

Og da vi allerede kører Google Apps, vil de have adgang til mail, kalender og dokumenter overalt.

Disse bærbare er også små, lette og køre længe på batteriet. Og man kan købe dem i 3G-udgaver, så de kan gå på nettet med et sim-kort.