Canon Powershot G1/ G2 / G3 FAQ
Jeg har samlet en større mængde råd og tips (FAQ) til disse tre kameraer fra Canon.
December 2003: Jeg er skiftet til Canon EOS 300D. Derfor opdateres denne FAQ ikke længere.
Priser |
Fremkaldelse |
Drivere |
Batterier |
Objektiver |
Makro
Filtre |
Flash |
Software |
Udskrivning |
Links
- Er Pro90IS og G1 i virkeligheden
det samme kamera indeni?
Meget af den elektroniske indmad er ens i de to kameraer, men optikken er naturligvis ikke den samme. Selve CCD'en er dog identisk.
Forskelle:
- Objektivet. Pro90 har et 10x objektiv med stabilisering. Det er klart mere end G1, der kun har 3x. G1 har bedre makrofunktion, men den er i sig selv ikke særlig god uden særlig close up makro filter.
- Støjreduktion. Pro90 kører med støjreduktion ved alle lukkertider, hvor G1 kun bruger teknologien ved lange lukkertider. Det kan koste lidt ydelse for Pro90 men også give bedre billeder.
- Fokusmetoder. Pro90 har kun kontinuerlig AF (continous AF), hvor G1 både har kontinuerlig og enkelt AF. Det er besynderligt, da Pro90 skulle være en mere "professionel" storebror til G1.
- Opløsning. G1 bruger alle punkter i CCD'en, hvilket gør kameraet til et ægte 3,3 megapixel kamera. Pro90 bruger samme CCD, men kameraet udnytter kun cirka 2,6 megapixel.
- Søger. G1 har en optisk søger såvel som den flade skærm. Pro90 snyder lidt her, da kameraet godt nok har noget, der ligner en optisk søger, men inde i er der reelt en lille skærm. Skærmen er bedre til makro, da der ikke kommer aksefejl, men i dårlig belysning er den optiske søger klart at foretrække. Hvis du sætter ekstra objektiver på (for eksempel teleconverter), så er Pro90 bedst. Så virker den optiske søger nemlig slet ikke.
- Hjælpelampe til fokus. G1 har en lille hvid hjælpelampe til fokusering i mørke. Det er en vigtig detalje, hvis man skal tage mange billeder indendørs (typiske fest- og familiebilleder), hvor der er så mørkt, at AF ikke virker ordenligt. Sådan en er slet ikke på Pro90.
- Flash. Pro90 har en bedre flash, der ikke i så høj grad giver røde øjne, som flashen på G1.
- Form. Pro90 er lettere at holde på, da kameraet i højere grad ligner et traditionelt spejlreflekskamera. G1 har dog den fordel, at det fylder mindre.
- Filtre og objektiver. Pro90 kræver ikke et adapter til filtre og objektiver i modsætning til G1.
- F8 problemet. G1 har en mærkelig detalje (fejl?), der går ud på, at alle lukkertider over 1/500 (det vil sige 1/640 til 1/1000) kun virker med blænde 8. Den tåbelighed er ikke i Pro90.
- Hvor finder jeg de
laveste priser i Danmark?
Brug Eksperten Priser til at finde de billigste forhandlere i Danmark.
Kamerahuset har i en periode været den billigste forretning her i landet med stort set alle mærker.
Men et spændende alternativ i øjeblikket (december 2002) er shopman, som jeg har beskrevet i denne artikel.
- Hvor får jeg de bedste og billigste papirbilleder
altså fremkaldelse i Danmark?
Der er en række forretninger i Danmark, der fremkalder billederne på rigtigt fotopapir, og flere af dem understøtter overførsel via internet.
Den billigste og bedste i øjeblikket er Jubii. Her koster det 1,94 kroner pr. billede i 10x15 centimeter, og billederne er bedste kvalitet, der kan opnås.
Tidligere var PhotoCare og A-Photo bedst, men de er dyrere end Jubii, og de leverer dårligere kvalitet efter min mening. Læs eventuelt denne artikel.
Bemærk, at visse supermarkeder som Bilka og Brugsen fremkalder til endnu lavere priser. Bilka har i skrivende stund (oktober 2003) rekorden med bare 0,95 kroner pr. billede i 10x15 centimeter, men disse supermarkeder kræver, at man henter billederne i supermarkedet. Man kan godt nok overføre til dem via internet, men de vil ikke sende dem ud.
-
Skal jeg opdatere software i kameraet?
Kameraet har et styresystem ganske som en computer. Det kaldes firmware, og seneste version til Canon G1 er i skrivende stund 1.0.0.3, 1.1.0.0 til G2 - 1.0.2.0 til G3, som du kan hente her. Bemærk, at der en boks i højre side af mit website, hvor du kan se seneste version til Canons kameraer og downloade direkte. Canon bruger også en særlig USB driver, der løbende bliver opdateret. Seneste version kan hentes her. På den adresse finder du også andet software som TWAIN-driver, RAW Image Converter, og WIA.
Hvis du bruger ældre firmware end 1.0.0.2 risikerer du, at kameraet nulstiller datoen en gang i mellem, hvilket er yderst irriterende. Det kan løses ved manuelt at indstille datoen igen, men den nye firmware løser problemet.
- Hvorfor er mit batteri fladt så hurtigt?
Det blev opladet helt som Canon foreskriver, og alligvel siger måleren, at det er
fladt.
Dit batteri fejler ikke noget. Tag batteriet ud og put det ind igen. Når du tænder kameraet igen, vil måleren vise, at batteriet er helt opladet.
Det er en mindre fejl, der nogle gange kommer, når du bruger al strømmen og derefter oplader batteriet helt i kameraet.
-
Kan jeg bruge batterier og opladere fra andre end Canon?
BCVL16 opladeren fra Lenmar, som du finder her, er et godt alternativ til Canons egen eksterne oplader. Nogle brugere siger, at den ikke oplader lige så godt som Canons originale oplader, men det er ikke dokumenteret.
Lenmar sælger også BP-511 kompatible batterier.
En anden mulighed er Panasonic, der nu også sælger BP-511 kompatible batterier.
- Hvad med opladelige standard batterier til flash
Steve's Digicams offentliggjorde for et stykke tid siden en artikel om niveauet i de nuværnde AA opladelige batterier. Du kan læse artiklen her.
-
Hvorfor er alle mine RAW billeder slørede, når jeg ser dem i kameraet?
Når du vælger RAW som format, så laver kameraet alligvel et JPEG billede, som bruges som minibillede til kameraets egen skærm. Hvis du zoomer ind på det, kan det vise mærkelige resultater, men der er ikke noget galt med billederne. Det vil du se, når du uploader dem til din computer. Det betyder dog, at det er svært at vurdere, om billederne er skarpe, for det er ikke til at se på dette minibillede, når det forstørres. Billige digitale kameraer som G1, G2 og G3 laver desværre mange uskarpe billeder, og det gør RAW mindre anvendeligt.
-
Kan jeg bruge digital zoom som hjælp til fokusering?
Ja, hvis bruger JPEG som format. Digital zoom er ikke tilgængelig med RAW. Hold SET knappen ned og zoom derefter ind.
Digital zoom er naturligvis snyd, da det blot er de enkelte billedpunkter (pixels), der bliver forstørret, men det kan stadig gøre det lettere at fokusere.
-
Er der nogle hemmeligheder med manuel fokusering?
Hvis du har review slået til (altså ser billeder lige efter de er taget), og trykker på * knappen for at slette billedet, så bliver den manuelle fokus slået fra.
Det samme gælder, hvis du vender LCD skærm om, hvis du for eksempel vil fotografere dig selv. Så bliver manuel fokusering også slået fra.
-
Kan jeg få ekstra objektiver til mit kamera -
udover dem som Canon leverer?
Canon har to objektiver, der er af ganske god kvalitet, men de har to store minusser. De er dyre og de giver ikke ret meget ekstra. Canons teleconverter (TC-DC58) giver sølle 1,5x, mens vidvinklen (WC-DC58) giver 0,8x. Vidvinklen gør mindste brændvidde til 28 mm (i 35 mm verdenen), mens teleconverteren giver 153 mm. Det er ikke imponerende. Husk, at hvis du vil bruge Canons objektiver med G1 eller G2, så skal du også købe Canons 58 mm adapter.
Husk i øvrigt, at G1 og G2 optisk er identiske kameraer. Det betyder, at de kan bruge samme udstyr. G3 bruger ikke samme objektiv, så der gælder denne artikels råd ikke. G3 kan i skrivende stund kun bruge Canons egne objektiver, hvilket vil sige vidvinkel WC-DC58N (0,7x) og tele TC-DC58N (1,75x). De skal bruges sammen med konverteringslinsen LA-DC58. Husk i øvrigt på, at G3 giver 4x zoom, hvor forgængerne kun giver 3x. Det betyder, at man med G3 skal gange med 140 mm, hvor man med G1 og G2 skal gange med 105 mm.
Det mest populære uoriginale adapter til G1 og G2 er LensMate adapter, som giver en diameter på 49 mm. Lensmate har ikke selv objektiver, men der findes objektiver fra andre til den størrelse. Lensmate selv laver imidlertid makro close-up filtre, der ser ud til at give meget gode resultater. Lensmates adapter koster kun 20 dollars, hvor Canon forlanger over 100 dollars for sin.
Der er en lang række producenter, der laver objektiver til kameraerne. Det er naturligvis objektiver, der skrues uden på det eksisterende objektiv - og i G1 og G2's tilfælde via et adapter.
Det bedste site til adaptere og objektiver er CKC Power, der har et utal af produkter og eksempler på billeder. Her er det desværre tydeligt, at der er langt mere ekstraudstyr til Nikons digitale kameraer end Canons.
Olympus laver objektiver til sine egne kameraer, og visse af dem kan også bruges til Canon. Olympus har både 1,5x (A-200) og 1,7x (A-300) tele, der har været brugt til IS-2, som ikke sælges mere. Test har vist, at disse objektiver giver bedre resultater end Canons eget, men de er store og klodsede. A-200 virker med Lensmate 49 mm adapter, mens A-300 kræver en 55 mm adapter.
Century Precision Optics laver objektiver til videokameraer, hvilket jo er det samme som objektiver til digitale kameraer. Firmaet har en 2x teleconverter og en række videvinkler fra 0,65x til 0,3x. Her skal man dog passe på, da vidvinkler ikke har det så godt i hvert fald ikke med G1 og G2.
Raynox er den eneste producent, som jeg har fundet, der har en vidvinkel til G1 og G2, der ikke giver sorte kanter og hjørner (vignetting) eller forvredede billeder. Den giver 0,66x og kan for eksempel købes her for 149 dollars inklusiv adapter. Raynox har også en 1,8x teleconverter til 129 dollars.
Her kan du se eksempler på billeder, der er taget med Raynox' to objektiver. Det er faktisk ganske god kvalitet.
Tiffen har også objektiver. Firmaet har for eksempel en 2x teleconverter, der kan bruges sammen med Lensmates 49 mm adapter. Tiffen har også en 0,5x vidvinkel, der kan bruges med samme adapter, men jeg har ikke set billeder, så jeg tvivler på, at man undgår de sorte kanter.
Kenko er en af de mest kendte producenter af objektiver til digitale kameraer. Firmaet har alt fra 0,5x vidvinkel til 5x tele (fem gange!). De helt ekstreme vidvinkler og teleconvertere synes dog ikke at virke med Canons kameraer.
Engelske EagleEye laver også en 5x teleconverter, men ingen har vist resultater med den og Powershot.
- Hvad med Makro
objektiver?
Makro objektiver eller makro filtre kaldes også for nærbilledobjektiv hos Canon. Canon har selv en model 250D, der svarer til +2,5, men den kan ikke matche de uoriginale konkurrenter - hverken i ydelse eller pris. Century laver for eksempel +1 +2 +4 and +7 objektiver (filtre).
Et andet godt bud er igen LensMate, der har meget billige +1, +2 og +4 til sin egen 49 mm adapter.
- Hvordan kopierer jeg dias?
Du kan selv sætte udstyr op via lys og makroobjektiver, men du kan også købe en decideret dias kopienhed for eksempel fra Photosolve.
- Kan jeg bruge filtre?
Og i så fald hvilke er brugbare?
Pro90 har 58 mm objektiv til filtre, og G1/G2 kan også bruge 58 mm via Canons adapter. Man kan bruge andre størrelser med G1 ved at bruge andre adaptere. Lensmate er for eksempel 49 mm. Man kan godt bruge andre størrelser filtre, end adapteren umiddelbart giver mulighed for via såkaldte step-up ringe. Man kan få en 52 mm step-up ring til Lensmates 49 mm adapter.
Man kan stort set bruge alle former for filtre med Powershot. Det gælder traditionelle filtre som Skylight og UV samt mere eksotiske som farveforløbsfiltre.
Se Cliffshade, som giver mere information om filtre, eller Lion City
Filter Producenter:
Mange af producenterne har selv beskrivelser på deres sites.
- Kan jeg lave infrarøde billeder?
Ja, brug et IR filter, hvilket kan fås fra flere producenter. Et populært valg er Hoya.
Se DakerPage, der har nogle eksempler med G1, og se også dpFWIW's infrarøde side.
- Jeg har en Canon 420EZ flash. Vil den virke med Powershot?
Kun delvist. Den vil blitze, men A-TTL målingen, som flashen ellers bruger, vil ikke virke. EZ flash virker kun som manuelle flash.
På denne hjemmeside, kan du se en liste over kompatible flash til Powershot
-
Hvilke flash virker så?
Canons EX serie virker. Informationer om andre producenter kommer senere. Læs eventuelt min artikel om Flash FAQ.
-
Kan jeg bruge Canons ST-E2 trådløse enhed med Powershot?
Ja, den fungerer sammen med 550EX og 420EX, selvom det ikke virker perfekt. Det er også den eneste måde, hvorpå du kan bruge Multi Mode stroboskob med 550EX. Sæt 550EX til at være manuel slave, og udløs flashen via den trådløse enhed sat til "Tv" mode.
-
Hvad er hvidbalance sat til flash? Har flash ikke samme Kelvin temperatur
som daglys?
Jo egentlig. Hvidbalancen kan sættes til flash, og det er en speciel form for automatisk hvidbalance, der dog er optimeret til flash. Det skulle angiveligt være fordi, at mange bruger flash sammen med dagslys for eksempel til at reflektere lys fra loftet. Den indstilling skulle være optimeret til netop det.
Hvis du vil have "ægte" flash indstilling for eksempel til studio flash, så vælg hvidbalancen dagslys.
-
Når jeg fotograferer i mørke, kommer der nogle gange lilla kanter rundt
om lamper og på andre højlys. Hvad er det?
Det er støj, der skyldes CCD'en overfølsomhed for infrarødt lys. Det er desværre ikke ret meget, som du kan gøre ved det. Du kan reparere noget af det i billedbehandlingsprogrammer som Photoshop og Paint Shop Pro.
Den mest almindelige metode er at justere hue og saturation af magneta farver. Det er vist her på DPReview.
En anden metode i Photoshop er at vælge det farveområde (Color Range) og derefter skrue ned for det - eller erstatte farverne med nogle andre fra billedet.
Bemærk, at dette er et udtalt problem med G1, mens det ikke er det med G2. Det er en af de store forbedringer, som Canon lavede i forbindelse med fornyelsen. G3 har heller ikke dette problem.
-
Hvad er "f/8 flash tricket"?
Hvis du vælger lukkertidsprioriteret eksponering (Tv) og vælger en lukkertid på 1/640, 1/800 eller 1/1000, så vil flashen synkronisere ved 1/250 og blænde f8 ved automatisk flash. Det er især smart ved makrooptagelser, da kameraet ellers vil vælge en så stor blænde som muligt (altså omkring f2).
-
Hvilke programmer kan bruges sammen med min
Powershot udover ZoomBrowser fra Canon?
Der er en lang række programmer både kommercielle og gratis. Bemærk dog, at stort set alle programmer forstår billedformatet JPEG, men stort set ingen forstår Canons RAW format. Hvis programmerne kan bruge TWAIN, så kan de kommunikere med kameraet via TWAIN driveren.
- Jasc står bag billedbehandlingsprogrammet Paint Shop Pro, der er et glimrende og økonomisk alternativ til Photoshop. Paint Shop Pro kan stort set alt, hvad Photoshop kan, og så er det let at finde ud af for begyndere, hvilket man ikke kan sige om Photoshop. Bedst er dog prisen. Paint Shop Pro koster kun 99 dollars, hvilket er en brøkdel af konkurrenten.
- Adobe laver ikke kun Photoshop, men også en lang række andre værktøjer.
- GIMP er et stærkt billedbehandlingsprogram, udmærker sig ved at være helt gratis (!) og virke både under Windows og Linux. Det skulle angiveligt kunne næsten det samme som hundedyre Photoshop, men det er ikke brugervenligt.
- ThumbsPlus er et program til at se filer med, og det forstår Canons RAW.
- MediaChance har en række billedværktøjer til Windows.
- ACDSee billedfremviser både til Windows og Mac OS
- GPhoto er noget så sjældent som en pakke til Linux
- PanaVue er til at klistre flere billeder sammen med. Nogle mener, at dette program er bedre end det, som følger med kameraet.
- Extensis Portfolio kan læse RAW billeder
- Breeze Systems har en erstatning til Canons Remote Capture, der angivligt skulle være hurtigere og bedre. Breeze har også et egentligt billedbehandlingsprogram kaldet BreezeBrowser, der kan konvertere Canons RAW filer. Det er anmeldt her på sitet.
- Scott Professional Photo Studio kan også konvertere RAW ligesom BreezeBrowser, men det er ikke lige så godt som konkurrenten. Jeg har anmeldt det i denne artikel.
Klik her for at se David Burrens artikel om Canons EXIF format.
-
Kan jeg bruge ImageBrowser med Apples nye Mac OS X styresystem?
Nej, ImageBrowser er det, der hedder et klassisk program, og det kører emuleret under Mac OS X. Klassiske programmer har ikke adgang til USB porten, så programmet kan ikke kommunikere med kameraet.
Du kan imidlertid vælge OS 9.x under opstarten i stedet for OS X, og så virker ImageBrowser uden problemer.
En række printere som Epson Photo Stylus 870 og 1270 virker heller ikke under Mac OS X.
- Hvordan kan jeg se RAW billeder, der er uploadet
via TWAIN driveren på Mac?
Det kan du ikke. Det er et absurd problem, der ikke er på pc'er - kun Mac'er. Du skal bruge ImageBrowser til at behandle billederne.
-
Hvor kan jeg få en kopi af brugervejledningen i PDF format?
http://www.powershot.com/powershot2/customer/manual.html
Der er også andre brugervejledninger, som du kan få direkte fra Canon.
Et alternativ til brugervejledningen kan være Dennis Curtins G1 kursus.
- Hvor store udskrifter, kan jeg lave?
Både G2, G1 og Pro90 skulle kunne klare størrelser op til A4, men det kommer an på smag. Selvom man kan få fine A4 billeder fra G1's 3,3 megapixels og G2's 4 megapixel, så er det dog ikke godt nok til for eksempel A4 magasiner.
Schneider Optics har en artikel omkring skarphed, der er værd at læse.
En anden kilde til sammenligning af 3 megapixel udskrivning kan findes her hos luminous landscape.
-
2 sekunders preview er for lidt, og 10 sekunder er for meget. Hvad skal jeg
gøre?
Sæt preview til to sekunder. Hvis du vil se billedet længere, så tryk på SET i løbet af disse to sekunder. Billedet bliver nu på LCD skærmen, indtil du rører ved udløseren igen. Det virker med G1, G2 og G3.
-
Hvis jeg tænder kameraet med dækslet på, så siger brugervejledningen, at kameraet
skal slukkes og tændes igen. Kan det undgås?
Ja, fjern dækslet, og tryk derefter udløseren halvt ned. Så vil objektivet blive trukket ud, og du behøver ikke at slukke og tænde.
-
Er det normalt, at LCD skærm bliver så varm?
Ja, og det betyder ikke noget. Hvis du drejer skærmen væk fra kameraet, vil du også opdage, at det meste varme faktisk kommer fra kameraet og ikke skærmen.
-
Der kommer en mærkelig klikkelyd ved overgang fra lys til mørke?
Det er blænden, der blænder op og ned for at kompensere for lyset. Blænden er en af de få mekaniske ting, der er i et digitalt kamera.
-
Fotografering under vand og i ekstrem kulde.
I ekstrem kulde får du to direkte problemer. Batterierne holder ikke særlig længe, og du får dug på objektivet. Der kan også komme skade på elektronikken i kameraet.
Batterierne er det første, der ryger. Kameraet nægter at tænde. Den eneste hjælp er ekstra opladede batterier, men de holder heller ikke længe.
Dug er et helt andet problem. Går du fra et varmt sted til et koldt sted - eller omvendt - så kommer der dug på objektivet, og går du til et sted med frostgrader, kan det skade kameraet. Den bedste løsning er at holde kameraet i en inderlomme - og kun tage det ud, når selve billedet skal tages. Tag det derefter ind i lommen igen. Det hjælper dog ikke alle steder. Går du ind i det tropiske hus i Zoologisk have om vinteren, så kommer der dug efter få sekunder.
Ikelite har poser og kasser til fotografering under vandet til kameraer fra Canon og andre. Firmaet har også en speciel model til G1 og G2.
Ewa-Marine nævner og G1 på sit site
-
Ressourcer og links
Det absolut bedste site, når det gælder anmeldelser af digitale kameraer, er DPReview.
Inspirationen til denne danske FAQ om Canon kommer fra Kevin Bjorkes engelske liste, som du finder her. Pekka Saarinen har et godt site om G1 her, hvor der også er en lang række tekniske specifikationer.
2001-08-13 03:20:17
Et spørgsmål. Jeg er ny bruger af ovenstående, men jeg kan ikke aktivere 'billedudsnitsknappen', når jeg ser mine billeder. Jeg forstår, at zoomknappen ikke ændrer på det gemte billede på sammme måde som f.eks. farvemætning, lys og kontrast, men jeg troede at undo og udsnit ville virke. Da jeg har installeret den medfølgende version af Photoshop bliver jeg 'smidt' over på dette, når jeg klikker på Edit i Zoombrowseren. Det er træls, når jeg ike har lært dette endnu. Venlig hilsen Peer Steen Andersen
