tirsdag den 2. januar 2018

Få styr på dit privatliv


Går du op i privatliv og sporing af dig på internet, er der en række ting, du skal være opmærksom på.

Blokér cookies
Mest simple og mest kendte modtræk er naturligvis ad-blockere eller blokering af indhold. Du kan installere udvidelser til for eksempel Chrome som Adblock eller Ghostery. Disse to er som udgangspunkt meget forskellige, men begge blokerer for en del sporing. Adblock er lavet udelukkende for at stoppe reklamer, mens Ghostery er lavet til at stoppe tracking cookies.

Eftersom alle reklamer bruger tracking cookies, så stopper Ghostery også reklamer. Jeg anbefaler klart Ghostery, fordi den er lettere at finjustere løbende - og fordi jeg tror, den stopper mere end de rene ad-blockere.

Husk, at livet på mobile enheder er lidt anderledes. Bruger du iOS (altså iPhone eller iPad), så kan du installere Adblock på Safari. Bruger du Android, så bliver du nødt til at bruge en anden browser end Googles Chrome, hvis vil blokere. Jeg anbefaler klart at kigge på Samsungs browser, der nu virker på alle Android enheder ikke bare Samsungs egne. Her kan man også installere 3. parts indholdsblokkere som Adblock Plus.

VPN
Du kan også blive sporet via din ip-adresse, og her er løsningen VPN. VPN kan bruges til flere ting. Man kan for eksempel få adgang til den amerikanske Netflix i Danmark - eller adgang til dansk tv, hvis man selv er i udlandet. Man kan også bruge VPN til blot at skjule sig, hvilket typisk er for dem, der går op i privatliv eller vil downloade ulovligt materiale.

En VPN sender ganske enkelt al din internet-trafik gennem en server, så hvis nogen prøver at spore dig, kommer de ikke længere end den server. Og leverandørerne af disse VPN’er lover typisk ikke at logge noget som helst.

Gode VPN’er koster penge, men de er ikke dyre. Jeg er faldet for VPN Unlimited, der i modsætning til de fleste andre tilbyder livsvarige abonnementer og altså ikke pris pr. måned. Listeprisen er 150 dollar for livsvarigt abonnement for 5 enheder. Men jeg har fundet tilbud for eksempel på TNW Deals på bare 30 dollar. Så det kan betale sig at surfe lidt rundt.

VPN Unlimited har servere i utrolig mange lande også Danmark og USA - og der er klienter til stort set alt Windows, MacOS, Linux, Android og iOS. Det koster naturligvis lidt ydelse at køre alt ens internet-trafik gennem en server, men det er overraskende hurtigt. Brugergrænsefladen er også så simpel, at alle kan finde ud af det. Det kræver ikke nørd-evner, selvom VPN er lidt nørdet.

Fingeraftryk
Selv om man bruger VPN og eller ad-blocker, kan man blive sporet alligevel. En af de mest udbredte metoder er browser fingeraftryk. Hver gang du besøger en side, sender din browser nemlig informationer med. Det er oplysninger om din skærmstørrelse, din tidszone, hvilke skrifter du har og meget mere.

Du kan teste din browsers fingeraftryk her. Jeg får typisk en score på 1 til 1 million sådan cirka. Det lyder måske ikke så skræmmende, da der er milliarder af brugere og dimser på internet, men det er faktisk ret skræmmende.

Hvis du laver en webshop, der sælger sko, så får du måske nogle tusinde brugere eller måske titusinder, hvis du er meget god. Hvis hver bruger kan identificeres med fingeraftryk med en sikkerhed på 1:1.000.000, så har du helt styr på dem.

Jeg har eksperimenteret med en række løsninger, men jeg har ikke fundet den perfekte endnu til Chrome. Bedste bud er nok Random User-Agent, der løbende (for eksempel hvert 10. minut) skifter værdier i dit fingeraftryk, så det bliver svære at spore dig.

Ovenstående virker i øvrigt kun på desktop computere. Jeg har ikke set løsninger til mobile enheder.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar