fredag den 16. juni 2017

Samsung Gear VR

Jeg har købt nyt legetøj i form af Samsung Gear VR, der for cirka 1.000 kroner giver helt nye muligheder. Men minus er naturligvis, at sættet kun virker med Samsungs seneste tre topmodeller altså S6, S7 eller S8. Har man en mobil blandt dem, ja så er det nok den billigste måde at få foden inden for i VR-verdenen.

Det oplagte alternativer er fra Oculus (meget dyr), HTC (ikke udbredt) og Sony (hvis man i forvejen har Playstation).

Den nye model kaldet 2017 inkluderer både brillen og en controller, der virkelig er en stor forbedring. Det er lidt besværligt at få mobilen monteret, men når det først er sat sammen, så kører det bare. Og her skal Samsung have ros for en virkelig brugervenlig grænseflade.

Det står hurtigt klart, at det meste ikke kommer fra Samsung, men derimod fra samarbejdspartneren Oculus, der også laver det dyre sæt til pc. Men det er absolut ikke en kritik. Der er en god shop-app til VR-programmer på mobilen, og der er et super menu-system inde i VR, der gør det muligt at navigere rundt mellem indhold, starte programmer og købe nyt indhold - uden at tage brillen af.

Hele styringen foregår med controlleren, der skaber en virtuel laser-pen, som kan bruges til at pege på og klikke på knapper. Det virker bare.

Jeg har tidligere prøvet at købe et brille-sæt til et par hundrede kroner, der virker med "alle" mobiler, men i praksis virker disse ret dårligt. Du kan typisk ikke styre noget, fordi controllere mangler. Du kan ikke installere ordentlige spil typisk kun se videoer, så det kan jeg ikke anbefale.

Indhold kan opdeles i et par kategorier. Der er 3D videoer som de sædvanlige altså rutchebaner og dinosaurer-verdener - og der er spil. Der er også 2D video, der vises på kæmpe skærm foran øjnene fx Netflix, men det er for mig at se en noget skør ide.

Til gengæld virker 3D video og spil virkelig godt. Jeg har prøvet spil som Temple Run og zoombie-skyde-spil som Dead and Buried. Og de virker altså bare.

En del materiale er gratis, og andet koster typisk 4-10 dollar, så det er ikke dyrt at komme i gang.

Jeg kan virkelig anbefale dette sæt, hvis man altså har en topmodel af mobil fra Samsung og vil prøve VR.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar