onsdag den 29. marts 2017

Brug optisk kabel til Chromecast Audio

Jeg er meget glad for min Chromecast Audio, der erstatter min gamle Sonos Connect, til lyd altså både radio og streaming-tjenester som Spotify, Yousee Musik og så videre.

Men efter at jeg har fået en decideret surround receiver, så har måttet købe et særligt optisk kabel for at undgå 3-dobbelt A/D-D/A konvertering. Det lyder lidt teknisk, men forklaringen er følgende:

Streamet musik leveres digitalt, og din Chromecast Audio (eller Sonos) laver det om til analog lyd - altså en D/A konvertering.

Hvis dit anlæg har en god analog indgang, ja så er det bare at sætte stik i og nyde musikken. Men i mit (og sikkert mange andres) tilfælde, så betyder indstillingen "analog bypass", at lyden kun sendes til højre og venstre kanal - og at subwooferen slet ikke bruges. Det giver ikke god lyd, hvis du har små satellit-højttalere og en subwoofer.

For at bruge subwoofer og eventuelt andre højttalere, hvis du har 5.1 eller 7.1 surround, skal lyden gennem de digitale kredsløb i din receiver, og så sker følgende:

Din streamede lyd bliver lavet om fra digital til analog, herefter laver receiveren den om til digital igen (bearbejder lyden til fx flere kanaler) og konverterer den til analog igen. Det er den 3-dobbelte konvertering, der ikke ligefrem øger kvaliteten.

Det optiske kabel på billedet fjerner det problem. Det betyder nemlig, at den digitale musik sendes digitalt ind i receiveren, som kan bearbejde den og så konvertere den til analog lyd (kun én gang).

Kablet koster 139 kroner. Du bliver nødt til at købe Googles kabel, hvis du vil denne vej, for det er ikke standard, da det bruger mini-jack i den ene ende.

Hvis du bruger Sonos Connect til surround receiver, har du samme problem. Her er løsningen den samme, men her kan du nøjes med et standard optisk kabel, der kan købes for sølle 20 kroner.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar