fredag den 16. juni 2017

Samsung Gear VR

Jeg har købt nyt legetøj i form af Samsung Gear VR, der for cirka 1.000 kroner giver helt nye muligheder. Men minus er naturligvis, at sættet kun virker med Samsungs seneste tre topmodeller altså S6, S7 eller S8. Har man en mobil blandt dem, ja så er det nok den billigste måde at få foden inden for i VR-verdenen.

Det oplagte alternativer er fra Oculus (meget dyr), HTC (ikke udbredt) og Sony (hvis man i forvejen har Playstation).

Den nye model kaldet 2017 inkluderer både brillen og en controller, der virkelig er en stor forbedring. Det er lidt besværligt at få mobilen monteret, men når det først er sat sammen, så kører det bare. Og her skal Samsung have ros for en virkelig brugervenlig grænseflade.

Det står hurtigt klart, at det meste ikke kommer fra Samsung, men derimod fra samarbejdspartneren Oculus, der også laver det dyre sæt til pc. Men det er absolut ikke en kritik. Der er en god shop-app til VR-programmer på mobilen, og der er et super menu-system inde i VR, der gør det muligt at navigere rundt mellem indhold, starte programmer og købe nyt indhold - uden at tage brillen af.

Hele styringen foregår med controlleren, der skaber en virtuel laser-pen, som kan bruges til at pege på og klikke på knapper. Det virker bare.

Jeg har tidligere prøvet at købe et brille-sæt til et par hundrede kroner, der virker med "alle" mobiler, men i praksis virker disse ret dårligt. Du kan typisk ikke styre noget, fordi controllere mangler. Du kan ikke installere ordentlige spil typisk kun se videoer, så det kan jeg ikke anbefale.

Indhold kan opdeles i et par kategorier. Der er 3D videoer som de sædvanlige altså rutchebaner og dinosaurer-verdener - og der er spil. Der er også 2D video, der vises på kæmpe skærm foran øjnene fx Netflix, men det er for mig at se en noget skør ide.

Til gengæld virker 3D video og spil virkelig godt. Jeg har prøvet spil som Temple Run og zoombie-skyde-spil som Dead and Buried. Og de virker altså bare.

En del materiale er gratis, og andet koster typisk 4-10 dollar, så det er ikke dyrt at komme i gang.

Jeg kan virkelig anbefale dette sæt, hvis man altså har en topmodel af mobil fra Samsung og vil prøve VR.

tirsdag den 30. maj 2017

Første indtryk af Samsung S8

Jeg har nu haft Samsung S8 i cirka 14 dage, og her er mine første indtryk af den nye super-mobil. Jeg kan klart anbefale den. Den er den mest lækre Android mobil, jeg nogensinde har set. Men prisen er også derefter. 

Fingeraftrykslæser virker fint, men placeringen er virkelig dårlig. Måske rammer man rigtigt hyppigere, når man har haft telefonen længere. Men bort set fra placeringen, så virker den som den skal.

Iris-scanner er lidt speciel, men når det virker, så kører det hurtigt og simpelt. Men funktionen er afhængig af specielt lys, hvilket fingeraftryk ikke er. For mig er det bare blevet en gimmick. Fingeraftryk virker simpelt hen så godt, at der ikke er brug for disse ting.

Always-on skærmen fungerer godt. Den sørger for at vise tid og dato, når skærmen er slukket. Det er ret smart, og min mobil holder fint strøm hele dagen på trods af dette.

Kameraet er helt fantastisk. Det kan godt være, at andre kameraer på papiret (og i målinger) leverer bedre resultater, men mange brugere vælger hellere billederne fra Samsung S8. 

Det er skørt, at Samsung vælger at lave programmer, der gør det samme som Googles - bare dårligere. Man kan retfærdiggøre Samsungs browser, fordi den understøtter udvidelser som ad-blocker, men der er et utal af andre programmer, der ikke gør noget godt såsom Noter.

Samsung har pulsmåler direkte på S8, og de indbyggede health-programmer ser ud til at kunne mere end Googles, men jeg er ikke overbevist endnu. Programmerne er ikke lige så brugervenlige, og mobilen gætter på, at jeg løber, når jeg går, hvilket Google godt kan finde ud af. Måske får man mere her, hvis man også kombinerer det med for eksempel Samsungs eget ur altså Gear S3.

Bloatware og opdateringer
S8 er ligesom alle andre Samsung mobiler fyldt med bloatware, som man ikke kan fjerne. Men kan deaktivere fx Microsoft Office (Word, Excel og Powerpoint), men man kan ikke fjerne programmer. Her står Samsung virkelig dårligt ikke bare over for Apple men også overfor Googles egne mobiler som Pixel og tidligere Nexus.

Jeg har købt Package Disabler for 13 kroner. Det var jeg glad for til min S6. Jeg skal lige teste lidt mere, før jeg vil anbefale det.

Jeg har tidligere advaret mod Samsungs mobiler, fordi de ikke får (sikkerheds-) opdateringer hurtigt nok. Det er naturligvis for tidligt at sige, om det også kommer til at gælde for S8, men historien lover ikke godt. Her får Samsung også smæk af såvel Apple som Google.

Min S8 blev leveret med april-udgaven af Android i midten af maj, og i slutningen af maj kom maj-udgaven automatisk ned. Det bliver spændende at se, om Samsung bestræber sig på at gøre det bedre end med min S6.

Samsung og alle de andre har fået mange tæsk for deres hjemmelavede brugergrænseflader oven på Android. Det er blevet bedre. Samsung har stadig sit eget "skin", men det er ikke særlig irriterende mere. Til gengæld vil de fleste brugere nok få et chok, når de ser menupunkterne og undermenuerne i Indstillinger. Der er ufattelig mange. Kommer man fra en pæn grænseflade som Nexus 6P eller iPhone så er det næsten for meget. Du kan bruge timer på at navigere rundt herinde.

Men det er en del af charmen ved Android, hvis man har en nørd i maven. Der er flere knapper at dreje på.

Lækker skærm
At skærmen går til kant og faktisk går lidt ned over kanten er ganske lækkert (det havde S6 Edge og S7 nu også), men det er en smart ting, der ikke betyder andet end det visuelle. Samsung har placeret knapper og funktioner her, men dem kan jeg slet ikke se fidusen i. Til gengæld er skærmen altså bare lækker. Den går til kant og skarphed og opløsning er nok det bedste på markedet lige nu.

Størrelsen på (den lille) S8 (og altså ikke S8+) passer mig perfekt. Jeg kommer fra den kæmpe store Nexus 6P, og nu er bare glad for, at jeg igen kan have mobilen i lommen på et par almindelige bukser, hvilket var tæt på umuligt med Nexus.

Jeg bruger min mobil ret meget, og jeg har haft modeller, der havde svært ved at klare sig fra morgen til aften på batteriet, men det gælder ikke for min nye S8, der fint klarer det. Jeg har endnu ikke prøvet at være så tæt på smertegrænsen, at jeg har skullet lege med de indbyggede funktioner til at spare strøm.

En af Samsungs store fordele, som jeg dog ikke har prøvet endnu, er alt ekstraudstyret. Du kan naturligvis købe uret Samsung Gear S3, men der findes også både VR headset og 360 graders kamera, der er skabt til mobilen. 

Ikke så smarte assistenter
Jeg er absolut ikke imponeret over de såkaldte smarte assistenter. Samsungs egen Bixby kan stort set ingenting og viser bare kort som Google Now. Assistenten kan søge efter ting på nettet, som ligner noget, du tager et billede af, men jeg kan ikke se fornuften i det. Og man kan ikke tale til Bixby (endnu). 

Det er endnu værre med Google Assistant, der slet ikke virker, hvis man installerer Android med dansk sprog. Det er ret skuffende, når Apple har kunnet det her længe.

torsdag den 4. maj 2017

Hifi over Chromecast Audio

Jeg vil gerne bruge streaming tjenester til musik ligesom alle andre, men en gang i mellem vil jeg gerne lytte til musik, der ikke er komprimeret. Jeg gider ikke sætte en gammeldags cd-afspiller op, og jeg vil ikke betale det dobbelte for Tidal Hifi (næsten 200 mod normale 100 kroner pr. måned). Løsningen for mig er Hi-Fi Cast Premium.

Tidal Hifi er ellers en fantastisk tjeneste, da den streamer lyd ukomprimeret. Alle de andre kendte som Spotify, Yousee Music, Google Music etc sender lyd i typisk 320 Kbit/s MP3. 

Men så meget musik lytter jeg heller ikke til, så næsten 200 om måneden er for meget.

Du kan rippe dine gamle cd'er i ukomprimeret format som for eksempel FLAC, men de fleste afspillere til Android, der kan klare FLAC, understøtter ikke streaming til Chromecast Audio, og så er man ikke kommet videre.

Løsningen er Hi-Fi Cast Premium, som der findes en gratis udgave af, men for sølle 16 kroner får man Premium udgaven uden begrænsninger. Programmet understøtter streaming af lyd fra mobilen selv eller fra UPnP/DLNA enheder, hvis du har en sådan.

Visse routere kan udvides til UPnP/DLNA med en simpel harddisk, men du kan også bruge en NAS eller en computer til det.

Programmet fungerer bare. Og brugergrænsefladen er super simpel og god ligesom andre kendte programmer til musik.

Jeg skrev for nylig om optisk kabel til Chromecast Audio, som også er en vigtig udvidelse til ordentlig lyd, hvis du bruger visse surround receivere.

onsdag den 26. april 2017

Google Keep kan nu erstatte opgaver

Google Keep kan nu integreres ordenligt i Google kalender. Tjenesten har længe understøttet kalenderen på Android, men det virkede ikke med Google-kalenderen i en browser. Det gør det nu. Men man skal lige ændre en ting selv.

Denne kalender kan skifte mellem Opgaver og Påmindelser. Google Keep bruger påmindelser.

Rigtig mange har været helt afhængige af Googles gamle opgaver (Tasks) til at organisere deres arbejdsopgaver, men nu kan de komme videre og bruge Keep i stedet, der er noget smartere.

Du skal dog huske på, at det kun er noter i Keep med påmindelser, der bliver vist i kalenderen.

Google har også lanceret andre forbedringer til Keep såsom integration med Google Dokumenter, så man kan trække Keep noter til tekstdokumenter.

Det går fremad, men der er langt endnu, hvis Google vil have, at Keep skal være en ordentlig konkurrent til for eksempel Evernote eller OneNote.

Se: Google Keep har endelig fået etiketter

Den mest oplagte mangel er formatering af tekst. Man kan ikke engang bruge fed skrift i Keep. Til gengæld virker noter offline på din mobil helt gratis, og du kan dele noter med andre også ganske gratis. Det klarer konkurrenterne ikke.

Google Kalender kan ikke vise alle påmindelser i en liste, som programmet kan med opgaver, men de står på de enkelte dage, og man kan trække dem til andre dage, hvorefter noten i Keep bliver opdateret.

onsdag den 29. marts 2017

Brug optisk kabel til Chromecast Audio

Jeg er meget glad for min Chromecast Audio, der erstatter min gamle Sonos Connect, til lyd altså både radio og streaming-tjenester som Spotify, Yousee Musik og så videre.

Men efter at jeg har fået en decideret surround receiver, så har måttet købe et særligt optisk kabel for at undgå 3-dobbelt A/D-D/A konvertering. Det lyder lidt teknisk, men forklaringen er følgende:

Streamet musik leveres digitalt, og din Chromecast Audio (eller Sonos) laver det om til analog lyd - altså en D/A konvertering.

Hvis dit anlæg har en god analog indgang, ja så er det bare at sætte stik i og nyde musikken. Men i mit (og sikkert mange andres) tilfælde, så betyder indstillingen "analog bypass", at lyden kun sendes til højre og venstre kanal - og at subwooferen slet ikke bruges. Det giver ikke god lyd, hvis du har små satellit-højttalere og en subwoofer.

For at bruge subwoofer og eventuelt andre højttalere, hvis du har 5.1 eller 7.1 surround, skal lyden gennem de digitale kredsløb i din receiver, og så sker følgende:

Din streamede lyd bliver lavet om fra digital til analog, herefter laver receiveren den om til digital igen (bearbejder lyden til fx flere kanaler) og konverterer den til analog igen. Det er den 3-dobbelte konvertering, der ikke ligefrem øger kvaliteten.

Det optiske kabel på billedet fjerner det problem. Det betyder nemlig, at den digitale musik sendes digitalt ind i receiveren, som kan bearbejde den og så konvertere den til analog lyd (kun én gang).

Kablet koster 139 kroner. Du bliver nødt til at købe Googles kabel, hvis du vil denne vej, for det er ikke standard, da det bruger mini-jack i den ene ende.

Hvis du bruger Sonos Connect til surround receiver, har du samme problem. Her er løsningen den samme, men her kan du nøjes med et standard optisk kabel, der kan købes for sølle 20 kroner.

onsdag den 22. marts 2017

Google Drev som filserver

Google Drev er en fantastisk ting for vores firma, fordi det giver så mange fordele. Men der er også ulemper, som Google nu gør noget ved.

For det første skaber de mere end én million filer, som vi har i Google Drev, et kæmpe kaos. 100+ konti med 1 million+ filer, der deles på kryds og tværs skaber ikke overblik eller struktur. Her er gamle filservere bedre.

Men Google lancerer nu fællesdrev, der reelt er delte mapper som før - men nu med fælles ejerskab til filerne.

Den næste nyhed, som desværre ikke er rullet ud endnu, er Drive File Stream, der fjerner en anden stor ulempe.

I dag skal man synkronisere de filer, som man vil have på sin computer, og det giver jo ikke mening, hvis man har mange fælles GB eller TB. Det er der ikke plads til.

Drive File Stream gør det muligt at arbejde på fælles filer dynamisk. Google vil dynamisk hente filen, åbne den, lade dig ændre den - og synkronisere den tilbage til Google Drev igen. Alt dette uden at du skal gøre noget, og uden at du skal konfigurere synkronisering.

Det betyder, at den uendelige plads på Google Drev (som betalende kunder har), nu bliver brugbar for alle uanset hvor små harddiske eller SSD'er, som de har. Google Drev kommer til at fungere som ægte filserver.

Google skal ikke have ros for at opfinde dette. Box.net har kunnet det længe, og Dropbox annoncerede noget tilsvarende for en måned siden, men for os, der satser på GSuite er det en stor nyhed.

På mit arbejde kan vi nedlægge den største server i samlingen, når dette er ude.

Google har i øvrigt købt programmet AppBridge, der også kommer med i puljen. Det program vil gøre det muligt at flytte en filserver med alle indstillinger og rettigheder til Google Drev.

Opdateret 1. maj 2017: Jeg har nu testet Google Drive File Stream i et par uger, og det virker overbevisende. Google har fået godt styr på konflikter. Hvis to personer for eksempel skriver i samme Word dokument samtidigt, så bliver sidste version gemt, men den version, der blev overskrevet, kan man finde i versioner i Google Dokumenter.

Der er en fejl i Windows-versionen, der betyder, at skærmen genindlæser alle vinduer og ikoner cirka en gang i minuttet, men det er en kendt fejl, som Google lover at fixe snart.

Jeg mangler kun test af ydelse, når produktet reelt er færdigt. Jeg ved endnu ikke, om det virker godt med for eksempel InDesign filer på 50 MB+.


tirsdag den 21. marts 2017

Drev med i Google Vault

Det er længe siden, at man har hørt om nye enterprise-løsninger fra Google, der det sidste år primært har interesseret sig for private dimser og konkurrence med Apple, men for en uge siden kom der gang i sagerne med en lang række nyheder. 

En af disse er den nye Vault. Google har længe haft evig backup af alle mails i Vault, hvis man kører GSuite, men nu har man langt om længe fået filer med fra Google Drev.

Det betyder, at man kan gemme en kopi af alle mails og filer, uanset hvor meget der bliver slettet hos brugerne. Og man kan let søge og genetablere disse mails og filer.

Let er dog så meget sagt, for Googles teknologi er reelt ikke bygget til at være en backup men derimod en tjeneste, der skal kunne bruges til at dokumentere adfærd som har ansat A modtaget mail B. Og det giver store minusser. Skal du finde en mail eller fil og genetablere den, så er det let og simpelt.

Men er du for eksempel ramt af ransomware og skal genetablere en mappe og alle undermapper, ja så hjælper Google Vault ikke meget. Det kan lade sig gøre, men det vil tage meget lang tid, da hver fil eller mail skal søges frem individuelt.

Google kan heller genskabe hverken mail eller filer direkte tilbage til GMail eller Drev. Du kan kun downloade dem, og her bliver Google Dokumenter for eksempel lavet om til Microsoft format.

Igen - Google har skabt løsningen til dokumentation - ikke backup.

Vi har længe brugt Backupify i stedet. Det er en tjeneste, der koster cirka 3 dollar pr. bruger om måneden. Det er en rigtig backup. Her kan man genetablere direkte tilbage til GMail eller Drev (eller downloade).  Og backup ligger hos Amazon og altså ikke hos Google, hvis man går op i ikke at have alle æg i samme kurv.

Backupify kan også bruges til at tage en komplet backup af en medarbejder, når denne stopper - og genetablere det hele, hvis medarbejderen vender tilbage. Det virker, men det er langsomt og fylder. Man kan naturligvis bevare kontoen hos Backupify, men så koster det 3 dollar om måneden.

Her har Google en bedre løsning med former-employees i netop GSuite, der betyder, at vi nu kan bevare alle data på medarbejderne helt gratis - og bare fjerne deres licens. Det tager få sekunder at stoppe en medarbejder eller genetablere denne.