onsdag den 12. oktober 2016

Langsom Nexus tablet

Jeg har kæmpet meget med ydelsen på min Nexus 9 tablet, ligesom jeg kæmpede samme kamp med den forgående Nexus 10. Se fx:


Når Android tablets bliver langsomme

Dette tip virkede ikke længere for mig, og søger du på Google efter ting som "nexus 9 lag", ja så vælter det ind med sider fra ejere med problemer. Jeg har fundet noget, der ser ud til at være en alvorlig fejl.

Jeg har købt programmet Lastpass, der giver mig adgang til at gemme mine kodeord ét sted helt sikkert og bruge dem på alle enheder. Det er ganske smart, og der er integration til såvel pc som mobile enheder. Det betyder, at mine Android enheder automatisk opdager, at jeg åbner noget (som et website), som Lastpass kender kodeordet til. Man kan nu logge automatisk ind, hvis man er logget ind i selve Lastpass.

På Android foregår det med "accessibility" eller tilgængelighed-indstillinger og integration, og det virker lige pludselig ikke på nogle enheder. På min Nexus 6P er der ingen problemer. Det var der heller ikke på Samsung S6, jeg havde før. Men på Nexus 9 er det skurken. Slår man Lastpass fra derinde, så virker alt igen.

Bemærk, at man stadig kan bruge Lastpass, men man skal slå op i det manuelt og kopiere brugernavne og kodeord.

Lastpass har dokumenteret problemet her.

Grundlæggende må man bare konstatere, at Google og Android-leverandørerne bare ikke kan levere det, som Apple kan med iPad. Google har vel reelt også givet op nu. For noget tid siden lancerede firmaet Pixel C efter Nexus 9, men siden har ingen hørt ordet tablet fra Googles mund. I stedet forsøger firmaet nu at få Cromebooks til at køre Android også.

Det giver også god mening med enheder som fx Asus Chromebook Flip, der er en sammensmeltning af bærbar og tablet - og altså kan køre Android nu. Men jeg vil nu savne de rigtige tablets.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar