fredag den 14. oktober 2016

Chromecast Audio erstatter Sonos

Jeg har solgt min Sonos Connect og erstattet den med et par Chromecast Audio, som jeg også skrev om for nylig. Det fungerer bare. Der er ikke så meget at kritisere den billige plastik-dims fra Google for. For bare 320 kroner får man en velfungerende streaming-løsning.

Chromecast Audio er Googles mindre kendte streaming løsning. Mange kender allerede Chromecast (til video), der primært bruges til at skyde Netflix og HBO op på fjernsynet, men den mindre kendte Audio gør det samme bare for lyd.

Hvis du kender til Sonos, ja så er det lidt af det samme. Men der er store forskelle. Sonos er et lukket system, hvor alt skal være fra Sonos. Sonos er dyrt, men Sonos virker også bare.

Google Chromecast Audio er bare en streaming løsning. Du skal altså forbinde den til et eksisterende anlæg eller til aktive højttalere eller fx en Bluetooth højttaler.

Du kan ikke købe hverken forstærkere eller højttalere fra Google, som du kan fra Sonos.

Med Sonos styrer man alle sine lyd-tjenester som TuneIn eller Spotify fra en Sonos app, mens man med Googles løsning styrer alt fra apps, der understøtter cast-teknologien. Det gør TuneIn og Spotify. Det er lidt forskelligt, men grundlæggende er begge metoder ok. Det er også super simpelt at sætte multi-rum op. Man definerer bare grupper af enheder, som man derefter kan vælge som en afspilningsenhed.

Der er kommet mange multi-rums streaming systemer på markedet, men Sonos er bare kongen her. Samsung, LG og de andre har næppe en chance mod Sonos, der reelt har været standard. Men Google har nok en chance, for Googles løsning kræver netop ikke særlige forstærkere, højttalere eller andet. 

Her vælger Samsung, LG og de andre at "presse" dem med i deres løsninger. Men selvom de er lidt billigere end fx Sonos, så er det ikke nok. De kan nemlig ikke matche Sonos på hverken lyd eller kvalitet.

Googles løsning er billig, lydkvaliteten er i orden, og du vælger selv, hvor gode eller dyre anlæg eller højttalere, du sætter den på. Hvis du er hifi entusiast, så bør du kigge på eksterne D/A convertere til systemet, men det er en helt anden historie, som jeg ikke har prøvet.

Google har i øvrigt netop lanceret en ny Chromecast til video, der understøtter 4K, men så er prisen også steget en del. Den nye Chromecast Ultra koster 630 kroner, hvor den gamle, der stadig er i handlen, kun koster 320 kroner ligesom Audio versionen.

onsdag den 12. oktober 2016

Langsom Nexus tablet

Jeg har kæmpet meget med ydelsen på min Nexus 9 tablet, ligesom jeg kæmpede samme kamp med den forgående Nexus 10. Se fx:


Når Android tablets bliver langsomme

Dette tip virkede ikke længere for mig, og søger du på Google efter ting som "nexus 9 lag", ja så vælter det ind med sider fra ejere med problemer. Jeg har fundet noget, der ser ud til at være en alvorlig fejl.

Jeg har købt programmet Lastpass, der giver mig adgang til at gemme mine kodeord ét sted helt sikkert og bruge dem på alle enheder. Det er ganske smart, og der er integration til såvel pc som mobile enheder. Det betyder, at mine Android enheder automatisk opdager, at jeg åbner noget (som et website), som Lastpass kender kodeordet til. Man kan nu logge automatisk ind, hvis man er logget ind i selve Lastpass.

På Android foregår det med "accessibility" eller tilgængelighed-indstillinger og integration, og det virker lige pludselig ikke på nogle enheder. På min Nexus 6P er der ingen problemer. Det var der heller ikke på Samsung S6, jeg havde før. Men på Nexus 9 er det skurken. Slår man Lastpass fra derinde, så virker alt igen.

Bemærk, at man stadig kan bruge Lastpass, men man skal slå op i det manuelt og kopiere brugernavne og kodeord.

Lastpass har dokumenteret problemet her.

Grundlæggende må man bare konstatere, at Google og Android-leverandørerne bare ikke kan levere det, som Apple kan med iPad. Google har vel reelt også givet op nu. For noget tid siden lancerede firmaet Pixel C efter Nexus 9, men siden har ingen hørt ordet tablet fra Googles mund. I stedet forsøger firmaet nu at få Cromebooks til at køre Android også.

Det giver også god mening med enheder som fx Asus Chromebook Flip, der er en sammensmeltning af bærbar og tablet - og altså kan køre Android nu. Men jeg vil nu savne de rigtige tablets.