fredag den 18. marts 2016

Køb ikke Samsung S7

Samsung S7 lægger anmelderne fladt ned i øjeblikket. Mobilen bliver rost til skyerne, men der er en rigtig god grund til, at du ikke skal købe den - manglende sikkerhed.

Samsungs nye topmodel får mange roser, se bare denne artikel fra Jyllands-posten. Men anmelderne overser noget meget vigtigt. Jeg har nu haft forgængeren Samsung S6 i snart i et år, og jeg har ikke modtaget en eneste sikkerhedsopdatering.

Samsung har da opgraderet selve Android fra 5.0 til 5.1 og så videre, men Google leverer månedlige sikkerhedsopdateringer (der lukker grimme og farlige huller), men jeg har ikke fået en eneste af dem i et år.

Det er helt samme historie med andre Android mobiler fra HTC, Sony, Motorola og så videre.

Derfor er mit råd meget simpelt. Lad være med at blive forblændet af lækkert kamera, hastighed, flot skærm og så videre. Hold dig til de sikre modeller. Skal du have Android, er der kun to modeller, du bør vælge, og det er Nexus 6P (fra Huawei) eller Nexus 5X (fra LG), hvor Google styrer sikkerheden og går op i det i modsætning til hardware-leverandørerne.

Det samme gælder naturligvis for tablets med Android. Du bør kun købe Nexus modeller.

Vil du læse mere, så se denne artikel fra Version2 (mit arbejde). Et andet godt link er androidvulnerabilities.org, der holder øje med hele markedet.

En anden besynderlig ting er selve Android. Samsung er (vist) begyndt at sende Android 6 ud, men her i Danmark har vi ikke set det endnu. Det betyder, at en model som S6 ikke bare ikke rummer sikkerhedsopdateringer. Den har heller ikke beskyttelse af privatliv overhovedet. Alle apps kan snage i dine data, og du kan ikke gøre noget ved det.

Apple har ikke disse problemer med iPhone, der både er sikre og beskytter privatliv. Så mit råd kan udvides til Nexus eller iPhone.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar