tirsdag den 9. juni 2015

Google fotos rykker

Google har opgraderet sit Fotos program og hevet det ud af Google+, der aldrig blev populært hos brugerne. Det mest fantastiske ved det nye program er, at du har ubegrænset plads til billeder og videoer, hvis du holder dig under 16 megapixel for billeder og 1080p for video.

For rigtig mange mennesker er det mere end nok i mange år frem! Jeg har hidtil betalt for ekstra plads i Google+, men det sparer jeg og mange andre. Det betyder også, at Google sætter Yahoos Flickr på plads. Her har du hidtil fået lidt mere end hos Google, men nu er fordelen væk. Du skal dog gøre noget, for det hele kommer ikke på plads automatisk.

Du skal installere den nye app. Her er link til version til Android. Der er også versioner til iOS (iPhone og iPad) - og du kan naturligvis bruge din browser.

Google+ kunne automatisk tage backup af alle billeder fra din mobil, og det kan det nye Google Fotos også, men du skal installere programmet manuelt og starte det. Derefter skal du svare på, om det skal ske automatisk og i hvilken kvalitet.

Når du senere skal se dine billeder og videoer, foregår det også i et kraftigt forbedret program. Og det virker bare. Jeg har næsten 40 GB billeder og videoer, og jeg har ikke engang en lokal kopi mere. Det behøves ikke. Jeg kan se mine billeder og videoer på alle tænkelige enheder alle steder - bare jeg har adgang til internet.

Google Fotos har naturligvis også en masse funktioner til simpel billedbehandling, deling, søgning og så videre.

1 kommentar: