onsdag den 7. januar 2015

Linux på din Chromebook

Jeg holder meget af Chromebooks, men de er naturligvis begrænsede. Godt nok lever jeg 90 % plus i Google Chrome, men der er de resterende procenter. Det er der kommet en ganske interessant løsning på. Man kan installere en komplet Linux side-om-side med sin Chrome. Man kan oven i købet afvikle Linux i et vindue.

Produktet hedder Crouton. Det er ganske let, men det tager noget tid. Først skal man sætte sin Chromebook i såkaldt Developer Mode. På visse modeller er det en tastekombination, mens det på andre er en fysisk knap.

Dernæst installerer man selve Crouton. Der er en række vejledninger på nettet, hvis du søger.

Bemærk, at det virker på alle Chromebooks, men der er en interessant forskel. De fleste Chromebooks kører i dag med ARM processorer, og det kan give lidt begrænsninger på Linux-siden, da alt ikke kører på ARM. Andre Chromebooks kører med Intel-processorer, og de er nok at foretrække, hvis du vil køre en del Linux.

Lige nu kan man købe Chromebooks for eksempel hos Elgiganten fra 1.500 kroner og op til cirka 3.000. Det betyder, at man får ganske meget bærbar for pengene. Bemærk også, at de fleste Chromebooks leveres med 2 GB hukommelse og 16 GB SSD.

Det kan være interessant at gå efter 4 GB hukommelse og 32 GB SSD, hvis man påtænker at være en del på Linux-siden. Lige nu er der kun en model fra HP med Intel, 4 GB RAM og 32 GB SSD. Den koster cirka 2.900 kroner.

Bagefter kan man så arbejde de 90 % + i Chrome OS, og skal man Skype(e), billedhandle i GIMP eller lignende, kan det foregå i Linux. Det er i øvrigt ret let at dele filer mellem de to systemer, da Download-mappen er fælles.

Chromebooks har haft det problem i Danmark, at de ikke understøttede NemID på grund af manglende Java, men det problem er ved at forsvinde, da NemID nu bruger Javascript i stedet. Jeg kan således bruge min netbank uden problemer på en Chromebook.