torsdag den 26. juni 2014

Microsoft Office i Google Drev

Google vælter nyheder ud og en af de mere spændende er, at man nu kan arbejde med Microsoft Office-formater direkte i Google Dokumenter (Drev) uden at konvertere dem først. Man kan åbne, rette og gemme i Microsoft-format - og man kan dele dokumenterne. 

Man kan naturligvis ikke samarbejde flere samtidig som i Googles eget format, men nogle gange skal man samarbejde og dele Microsoft dokumenter, og denne nyhed gør, at man kan være med, selvom man altså ikke ejer eller bruger Microsoft Office.

Nyheden virker direkte på Android, når man får opdateret sine programmer (Google Docs, Google Sheets og nyheden Google Slides). 

Hvis du også vil gøre det på en computer med Chrome, skal du installere denne udvidelse. Har du en Chromebook, får du automatisk ændringen installeret.

Opdateret 2/7/14: En speciel detalje er, at man ikke kan åbne et Microsoft Office dokument fra Google Drive i browseren. Det kan jeg i hvert fald ikke. Men det virker, hvis jeg trækker filen ude fra Windows Stifinder (fra Google Drive mappen) ind i Google Chrome.

En anden detalje, som andre også har bemærket er, at der er forskel på, hvor godt det virker. Hvis man konverterer dokumentet til Google format, inden man arbejder med det (og eventuelt konverterer det tilbage til Microsoft format), så virker det bedre eller mere kompatibelt med Microsoft, end hvis man arbejder direkte med dokumentet i browseren. Måske får Google disse forskelle på plads senere.

Opdateret 8/8/14: Nu virker det direkte fra Drive i browseren, men kun hvis du vælger at skifte til det nye Drive. Det var problemet for mig i starten af juli. De nye muligheder virker kun i den nye version. Du kan stadig trække filer fra Stifinder ind i Chrome, men nu kan du altså også åbne dem direkte fra Drive ved at dobbeltklikke på dem.

onsdag den 11. juni 2014

Sådan kan NSA læse dine mails og dokumenter

Hvis du bruger amerikanske tjenester fra Google, Amazon, Facebook, Dropbox, Microsoft eller Apple, ja så må du regne med, at de amerikanske efterretningstjenester som NSA kan se alt, hvad du gør. Uanset hvad de lover, så prøv at læse denne artikel:


Der er god grund til at tro, at den er rigtig. NSA har en hemmelig og direkte adgang til alle dine data og al din kommunikation.

De store amerikanske tjenester har ellers bedyret, at de ikke udleverer data til NSA eller andre, men artiklen forklarer fint, hvad der sker bag forhænget. 

I USA kan NSA og FBI kan hente "hemmelige" dommerkendelser til aflytning. De er så hemmelige, at de berørte ikke må fortælle, at de er blevet tvunget til det.

Microsoft, Google, Apple og de andre siger altså det, som de må ifølge lovgivningen - men det er ikke korrekt.

I første omgang kræver NSA ved hjælp af en sådan hemmelig dommerkendelse at opsætte aflytningsudstyr direkte hos de amerikanske firmaer. Det kan aflytte al kommunikation i real-tid, der går ind og ud hos firmaet.

Hvis det amerikanske firma prøver at hjælpe sine kunder med ekstra sikkerhed såsom kryptering, så kommer NSA igen med endnu en hemmelig dommerkendelse, der kræver, at de udleverer nøglerne til denne kryptering.

Og så kan NSA igen lytte med på alt - uanset om det er beskyttet eller ej. Problemet er reelt de forholdsvis nye antiterror-love, der er gennemført ikke bare i USA men også i Europa og Danmark.

Alt er hemmeligt, og accepterer du ikke kravene, bliver du sat i fængsel for foragt for retten. Og du må heller ikke fortælle noget om det. Valget kan blive fængsel (indtil du efterkommer kravet) eller luk dit firma.

Det kræver naturligvis, at NSA eller FBI overfor domstolen kan sandsynliggøre, at bare én formodet terrorist eller whistleblower er kunde på sitet, men så får de også adgang til alle kunders data. Lavabit havde 410.000 kunder men én af disse var Edward Snowden, og det gav adgang til alle kunders data.

Google, Apple, Microsoft og så videre har millioner af kunder, men NSA og FBI skal altså blot sandsynliggøre, at en af disse er værd at overvåge.