onsdag den 30. april 2014

Præsentationer via Chromecast

Googles utra-billige Apple TV-konkurrent Chromecast har lært et nyt trick. Nu kan man nemlig sende præsentationer fra Google Dokumenter op på tv-skærmen trådløst. 

Det giver nye muligheder i møderummene i virksomheden, da man kan slippe for de mange VGA- eller HDMI-kabler - og bare købe en 270 kroners Chromecast til hvert rum.

Men Chromecast kan ikke alt. Man kan stadig kun streame indhold fra sin Chrome browser op på den store skærm. Google burde lave et program til Windows og Mac OS X, der kunne sende hele skærmen - uanset program - op på skærmen. Det kan Apple TV - dog kun med Mac OS X.

Man kan således ikke sende Microsoft Powerpoint trådløst til skærmen via Chromecast.

Hvis du vil prøve, skal du huske denne udvidelse.

torsdag den 10. april 2014

Krypter mail i Gmail og Outlook

Det er muligt at kryptere mails, så Google ikke kan læse med - og NSA heller ikke kan. Jeg kan naturligvis ikke garantere, at de ikke kan knække sikkerheden, men nedenstående metode er best-practice.

Mailvelope er en udvidelse til Gmail, Yahoo og Outlook, der gør det muligt at kryptere mails, man sender - og dekryptere mails, man modtager.

Det er baseret på OpenPGP, der er en af de mest anerkendte metoder til kryptering. Man laver en såkaldt offentlig nøgle, man kan udlevere til alle - og en privat nøgle, der aldrig må udleveres.

Logikken er så, at data, der er krypteret med den offentlige nøgle, kun kan dekrypteres med din private nøgle (og omvendt faktisk).

Den offentlige nøgle kan du sende til andre på mail. Du kan også lægge den i diverse databaser, hvor andre kan slå dig op. Min er for eksempel her. Du skal ikke taste disse nøgler ind hver gang. De bliver gemt på din computer, når du bruger dem.

Der er tænkt over simple ting som at Google hele tiden gemmer din kladde - og dermed har indholdet, før det er krypteret og sendt. Mailvelope lægger sin egen editor hen over Googles, så Google ikke kan lytte med. Det kører også ganske automatisk i Gmail, som jeg har prøvet. Mailvelope opdager automatisk, når en mail er krypteret, og beder om din kode, før den bliver vist.

Det virker, og det er ganske overbevisende. Men det er også besværligt, og det virker naturligvis kun, hvis både afsender og modtager er enige om at bruge OpenPGP og udveksler offentlige nøgler.

Krypter filer i Dropbox og Google Drive

Hvis du er virkelig bange for NSA eller overvågning fra Google, så er der løsninger. Man kan kryptere alle de filer, man lægger på sin virtuelle harddisk i skyen. Det har dog hidtil været ret besværligt, men der er kommet et lille gratis program, der gør det hele let og automatisk.

CryptSync sørger for, at din virtuelle mappe eller harddisk laves i to kopier. Den ene er ikke krypteret og placeres på din harddisk. 

Den er anden er krypteret og placeres hos for eksempel Dropbox eller Google Drive.

Når du arbejder, vil du slet ikke mærke det. For du arbejder på den ukrypterede version på din lokale harddisk.

Bag gardinet sørger programmet for hele tiden at kryptere dine ændringer og lægge dem i skyen.

Hvis du skal tilgå dine filer via en anden computer eller en mobil/tablet, så bliver det dog besværligt, for selve CryptSync kører ikke dér, så du har ikke adgang.

CryptSync bruger 7-Zip til både at komprimere og kryptere filer. Man kan altså få fat i indholdet igen uden CryptSync ved at bruge dette program, hvis man kender koden.