torsdag den 27. februar 2014

Windows 8 bliver værre og værre

Windows 8 er en katastrofe. Hvis du ejer en computer med Windows 8 eller overvejer at købe en, bør du læse denne artikel

Nu kan du tænke, at det er bare en, der hader Microsoft og Windows, men det er absolut ikke tilfældet. Paul Thurrott er ikke hr. hvem som helst. Det er nok en af de mest kendte uvildige eksperter, der har fulgt og støttet Microsoft gennem årene.

Hvis han falder fra i Microsofts fan-gruppe, så er bunden efter min mening nået. Paul Thurrott har kæmpet for Microsoft i så mange år, og nu giver han også op.

Han støttede Windows 8 i starten, og han var også en støtte med 8.1, men nu kommer 8.1 update 1, og så falder han fra. 

Ifølge Paul vil Microsoft alt for meget, og derfor går det nu galt. Microsoft vil "please" alle, og det kan man ikke. Metro/Modern-delen af Windows 8 var til de lette brugere, mens skrivebords-delen var til de tunge brugere. Det går Microsoft nu væk fra og blander de to dele ind i hinanden. Og så går det helt galt, ifølge Thurrott.

Windows 8 var oprindelig udtænkt af én mand Steven Sinofsky ligesom Mac OS, men han er nu fyret, alle hans løjtnanter er fjernet fra holdet, og Microsoft er gået tilbage til metoden, hvor en kæmpe gruppe skal blive enige om alle ændringer i Windows. Det ender hurtigt med, at man vil for meget, og der er ingen linje i tingene.

Paul Thurrotts konklusion er klar: Windows 8 er en katastrofe - punktum.

Jeg har tidligere skrevet om dette. Se:

Windows 8 og 8.1 skaber problemer

Windows 8 skuffer fælt

onsdag den 26. februar 2014

Kunsten at fjerne malware

Der er et utal af programmer på nettet, der kan hjælpe med at fjerne malware, virusser og andet uønsket software, men desværre virker mange af dem slet ikke. Jeg har netop kæmpet med Nation Zoom og et par andre programmer, der "kidnapper" din browser, og der var kun et program, der kunne hjælpe.

De kendte programmer Malwarebytes, Ad-aware og Spybot kunne overhovedet ikke hjælpe. Antivirus-programmer som AVG og Microsofts eget kunne hverken opdage eller fjerne disse programmer.

Men der er et, der faktisk hjalp, og det er AdwCleaner. Dette program fandt og fjernede alle de skjulte indstillinger i mine browsere, der gjorde, at andre reelt havde kontrollen over dem.

Kidnappede browsere kaldes også for browser hijacking, og du kan se det, hvis din browser for eksempel automatisk åbner vinduer, du ikke har gjort. Eller hvis din browser viser forkerte annoncer - eller annoncer, hvor der ikke burde være annoncer. Eller din søgning eller startside er låst til sider, du ikke kender.


tirsdag den 25. februar 2014

Afmeld fra Gmail

Er du træt af, at det er svært at komme af med nyhedsbreve og spam? Så er Google på vej med en løsning, der hedder afmeld direkte i Gmail. Hvis du trykker på den knap, vil Google automatisk putte al fremtidig mail fra afsenderen i spam-mappen.

Det er et kendt problem. Mange websites og medier gør alt, hvad de kan, for at gøre det besværligt at slippe af med deres mails. Det er let at tilmelde sig - men næsten umuligt at komme væk. 

Man skal dog være opmærksom på, at Google nok bruger den store skovl her. Hvis man trykker afmeld til en Facebook-mail, kommer der ikke flere mails fra Facebook i indbakken. Så ryger de alle sammen i Spam.

Det er ikke meldt ud, hvornår ændringen slår igennem i Gmail, men rygterne siger, at det vil ske inden for en uges tid.