fredag den 6. december 2013

Ny browser til Android med Flash og mere

Der kommer stadig nye browsere til Android, der forsøger at være mere en desktop-browser end en mobil-browser. Og det er der også behov for, hvis man vil have adgang til alle muligheder på nettet. Jeg har netop prøvet browseren Puffin, der på trods af det besynderlige navn, har noget at byde på.

Browseren kører både på Android og iOS (iPad etc), og der findes en gratis version med begrænset Flash - og en købe-version til cirka 17 kroner uden begrænsninger.

Umiddelbart ligner det bare alle de andre browsere dog med den væsentlige ændring, at der er understøttelse for Adobe Flash ligesom i Dolphin og Firefox på Android.

Se: Dolphin overgår Chrome på Android.

Men jeg er nu ikke så interesseret i Flash, jeg er interesseret i at kunne bruge alle funktioner i Google Apps, og det kan jeg ikke med Googles apps eller Google Chrome på Android. Jeg kan for eksempel ikke booke et møderum i Google Kalender. Jeg kan ikke læse mail i en delt (delegeret) postkasse. Og jeg kan ikke bruge Google Dokumenter i browseren.

Google Drev til Android kan naturligvis meget, men det er langt fra de muligheder, der er i den ægte browser-løsning. Browseren Dolphin kom langt, som jeg skrev om for nylig, men browseren kunne ikke klare Google Dokumenter.

Se: Virtuel pc på Android

Det kan denne her. Det er faktisk ret overraskende. Der er nogle forsinkelser, men det virker. Jeg rettede både tekstdokumenter og regneark uden problemer. Jeg har hidtil brugt en virtuel browser kaldet AllwaysOnPc, når jeg skulle arbejde seriøst i Google Apps, hvilket også gav store problemer med ydelse, men nu vil jeg give Puffin en chance.

Jeg har også prøvet at bruge browseren sammen med et tastatur, hvilket virker fint. Der er dog den kedelige fejl, at piletasterne ikke virker. Og dem savner man især i regneark.

Der er mange anmeldelser på nettet, der roser Puffin til skyerne for programmets hastighed, men det kan jeg ikke bekræfte. Puffin kører visse ting fra USA, og det virker måske fint i USA, men det virker ikke hurtigt her i Danmark. Browseren er ikke hurtigere end Chrome, som den ellers lover. Man skal også bemærke, at det trick med at hente ting via USA betyder, at visse film ikke kan vises i Puffin her i landet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar