torsdag den 12. december 2013

Google Keep bliver bedre

Google fortsætter med at forbedre sit notes-program Keep, der skal tage kampen op mod giganten Evernote. Browser-versionen bliver nu forbedret med en række ting, der er hentet direkte fra Android-løsningen.

Det gælder nyt design, bedre søgning og hurtigt skift mellem aktive noter og arkiverede noter. Google lover også, at det nu skulle blive muligt at ændre rækkefølgen på noter ved at trække noterne til nye positioner (ligesom på Android), men det virker ikke endnu på min Keep.

Se også: Keep udfordrer Evernote

Keep mangler stadig meget, før løsningen for alvor kan true Evernote. Der er stadig ikke kategorier eller mapper, så det hele er en stor rodebunke. Enten er noten aktiv eller også er den arkiveret.

Se også: Chrome app til Keep

Evernote kan også håndtere formatteret tekst som fed, understreget - og flere skriftyper/størrelser. Tekst i Keep er bare tekst. Der findes også et utal af udvidelser til Evernote, hvilket der ikke gør til Keep.

Men Keep har et es i ærmet. Keep virker offline. Det betyder, at du har adgang til noterne på din computer eller din mobil/tablet, selvom du ikke er på nettet. Og programmet sørger naturligvis for at synkronisere ændringer, når du er online igen. Det kan Evernote såmænd også, men det koster. Den gratis version kan ikke det.

Opdateret 15. januar 2014: Min Keep på computeren kan stadig ikke trække noter rundt. Jeg formoder, at Google var lidt for hurtigt ude med nyheden om denne forbedring.

Spor Android enheder på Android

Hidtil har man kunnet spore sine Android mobiler og tablets på en computer, men nu er det også muligt at gøre det direkte fra Android. 

Det betyder, at man kan spore sin mobil fra sin tablet - og omvendt.

Programmet Enhedsadministrator er Googles gratis program til at spore og låse eller slette stjålne enheder. Du kan hente det her.

Hvis du vil gøre det fra en computer, skal du stadig logge ind på Google Play og vælge det i menuen under indstillinger. Du kan vælge mellem at få enheden til at ringe, låse den eller slette den.

Google regneark forbedret og offline

Google har opdateret sit regneark, så det blandet andet kan arbejde offline ligesom tekstbehandlingen og præsentationerne. Der er også en lang række andre nyheder under overfladen. 

Regnearket understøtter nu millioner af rækker, og når man skriver formler, får man løbende hjælp til syntaksen i dropdown-bokse. Programmet er også blevet langt hurtigere på trods af, at det altså kan håndtere langt flere rækker og kolonner end tidligere.




Google regneark har også fået en forbedret filter-funktion, der betyder, at man kan se og navngive områder - uden at andre ser det. Det betyder, at er man flere der arbejder i samme regneark, så kan du have dine egne visninger, som de andre ikke ser. Der er kommet 20 nye formler til.

Den vigtigste nyhed er dog mulighed for at arbejde offline og få ændringer synkroniseret, når du får forbindelse til nettet igen. Hvis du vil prøve det nye regneark, skal du indtil videre selv slå det til under indstillinger på Google Drive. Det er kun nye regneark, der vil benytte nyhederne. Alle dine eksisterende regneark, vil bruge den gamle version.

fredag den 6. december 2013

Hent dine data hos Google

Google har nu gjort det muligt at hente en del data ud af dine Google-tjenester. Du kan for eksempel hente alle dine dokumenter ud af Google Dokumenter og få dem leveret i Microsoft Office-format. Du kan også hente kalender-data i iCalendar-format og meget mere. 

Der mangler dog en væsentlig ting nemlig Gmail, men det er på vej inden for en måned, lover Google. Og den bliver leveret i MBOX-format.

Du skal gå til din takeout-side, hvor du dels kan konfigurere det (fx vælge formater), og dels kan hente dine data.

Der er 14 tjenester på listen nu.

Ny browser til Android med Flash og mere

Der kommer stadig nye browsere til Android, der forsøger at være mere en desktop-browser end en mobil-browser. Og det er der også behov for, hvis man vil have adgang til alle muligheder på nettet. Jeg har netop prøvet browseren Puffin, der på trods af det besynderlige navn, har noget at byde på.

Browseren kører både på Android og iOS (iPad etc), og der findes en gratis version med begrænset Flash - og en købe-version til cirka 17 kroner uden begrænsninger.

Umiddelbart ligner det bare alle de andre browsere dog med den væsentlige ændring, at der er understøttelse for Adobe Flash ligesom i Dolphin og Firefox på Android.

Se: Dolphin overgår Chrome på Android.

Men jeg er nu ikke så interesseret i Flash, jeg er interesseret i at kunne bruge alle funktioner i Google Apps, og det kan jeg ikke med Googles apps eller Google Chrome på Android. Jeg kan for eksempel ikke booke et møderum i Google Kalender. Jeg kan ikke læse mail i en delt (delegeret) postkasse. Og jeg kan ikke bruge Google Dokumenter i browseren.

Google Drev til Android kan naturligvis meget, men det er langt fra de muligheder, der er i den ægte browser-løsning. Browseren Dolphin kom langt, som jeg skrev om for nylig, men browseren kunne ikke klare Google Dokumenter.

Se: Virtuel pc på Android

Det kan denne her. Det er faktisk ret overraskende. Der er nogle forsinkelser, men det virker. Jeg rettede både tekstdokumenter og regneark uden problemer. Jeg har hidtil brugt en virtuel browser kaldet AllwaysOnPc, når jeg skulle arbejde seriøst i Google Apps, hvilket også gav store problemer med ydelse, men nu vil jeg give Puffin en chance.

Jeg har også prøvet at bruge browseren sammen med et tastatur, hvilket virker fint. Der er dog den kedelige fejl, at piletasterne ikke virker. Og dem savner man især i regneark.

Der er mange anmeldelser på nettet, der roser Puffin til skyerne for programmets hastighed, men det kan jeg ikke bekræfte. Puffin kører visse ting fra USA, og det virker måske fint i USA, men det virker ikke hurtigt her i Danmark. Browseren er ikke hurtigere end Chrome, som den ellers lover. Man skal også bemærke, at det trick med at hente ting via USA betyder, at visse film ikke kan vises i Puffin her i landet.

torsdag den 5. december 2013

Chrome skjuler kodeord

Google er langt om længe på vej med en ændring til Chrome browseren, der betyder, at der ikke er fri adgang til alle dine kodeord. 

I dag kan alle, der får fysisk adgang til din computer, se alle dine kodeord ved at gå til adressen chrome://settings/passwords.

Det er der faktisk ikke ret mange, der ved! 

Alle de kodeord, som du har gemt gennem tiderne, er der. Og det er både adresser, brugernavne og kodeord.

Jeg har længe anbefalet, at du slår funktionen helt fra. Altså beder Chrome om ikke at gemme dine kodeord, og i stedet bruger et sikkert program som Lastpass til at styre den del.

Se: Artikel om Adobe-sag og Lastpass

Men næste version af Chrome vil kræve indtastning af kodeord, før du kan se alle de gemte kodeord.