mandag den 11. november 2013

Adobe er hacket - tjek dine kodeord

Adobe har fået hacket millioner af kodeord, og det kan ramme dig. Alle de danskere, der har brugt bibliotekernes e-reolen har nemlig et Adobe ID.

For overhovedet at komme ind på e-reolen har man været tvunget til at have et Adobe ID. Man skulle ikke bruge det sidenhen for at låne bøger, men man skulle bruge det første gang, man oprettede sig som bruger.

Det har mange sikkert glemt, og det gør kun tingene værre. De fleste mennesker vælger nemlig et eller få kodeord til alle deres sites. Og det betyder, at får en tyv fat i et af disse kodeord, så kan han stjæle din identitet på mange andre.

Det værste er naturligvis e-mail. Får tyven fat i kodeordet på din e-mail, kan kan vælge funktionen "glemt kodeord" på alle dine sites. Herefter kan han vælge et nyt kodeord og dermed stjæle din Facebook, Twitter og så videre.

Du skal altså ikke blot ændre kodeordet på Adobe.com, hvis du har været der. Du skal derimod ændre kodeordet på alle de steder, du har brugt samme kodeord som hos Adobe.

Tips
Jeg vil også anbefale, at du vælger totrinsbekræftelse på din mail, hvis det er muligt. Det er det for eksempel på GMail. To-faktor betyder, at du også skal bruge en mobil for at logge ind. Det er ikke så besværligt, som det lyder. Du kan nemlig bede for eksempel din computer om at stole på dig i 30 dage. Så går der en måned mellem mobil-login. Hvis tyven stjæler en enhed, kan du låse den fra en anden enhed.

Vil du være endnu mere sikker, bør du vælge forskellige kodeord på alle dine sites. Du bør også bruge maskin-generede kodeord i stedet for for eksempel navnet på din barn efterfulgt af tal og så videre.

Dem kan du naturligvis ikke huske, men der findes ganske sikre programmer, som kan hjælpe dig, så det ikke bliver så besværligt. Et af de bedre er Lastpass. Dette program er gratis på computeren. Det koster kun penge, hvis det også skal virke på mobiler og tablets.

Lastpass kan huske og udfylde alle dine brugernavne og kodeord. Du skal naturligvis så have et super brugernavn og kodeord til selve Lastpass.

Test selv
Opdateret: Du kan nu teste din mailkonto og se, om den er blandt de hackede. Det foregår her.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar