tirsdag den 29. oktober 2013

Windows 8 og 8.1 skaber problemer

Jeg har længe sagt til mine bekendte, at de sagtens kan køre Windows 8/8.1, for holder de sig til desktop mode, så er det jo næsten Windows 7. Det må jeg trække tilbage. Windows 8 er en katastrofe for almindelige mennesker, der får behov for at trække på alle deres venner med it-kompetencer.

Jeg har den seneste tid hjulpet nogle bekendte med deres nye computere med Windows 8, og jeg er frustreret. Microsoft har tydeligvis helt glemt, hvad et styresystem egentlig er. Man tænder ikke sin computer for at arbejde i et styresystem. Man tænder jo sin computer for at arbejde med programmer som browsere, billedbehandling, tekstbehandling og så videre. Men Windows er ikke længere en platform til at afvikle programmer. Microsoft vil gerne gøre Windows til alting.

Microsoft vil gerne hjælpe med det hele som sikkerhed og gerne give dig integration med alverdens teknologier, uanset om du ønsker det eller ej. Og det gør Windows 8 og 8.1 til en udfordring for almindelige brugere.

Det kan godt være, at Microsoft er inspireret af iPad og iPhone med en lukket sandkasse, hvor ejeren (Apple) styrer det hele med hård hånd, men det fungerer ikke på computere. Ikke engang Apple gør det med sine Mac-computere.

Jeg har nu oplevet alverdens mærkelige problemer med Windows 8 heriblandt den nye BSOD (Blue Screen Of Death), når skidtet går ned. Så en løsning har naturligvis været at opgradere til 8.1. Det tager ganske lang tid, men værre er det, at Microsoft selv ikke engang ved, hvad de skal kalde de enkelte trin. Et af dem hedder således "sætter ting op", og så kommer det komiske - næste trin hedder såmænd "sætter flere ting op". 

Når man har brugt et par timer på det, får man muligheden at vælge hurtig opsætning eller manuel opsætning. Tålmodigheden er for længst opbrugt, så man vælger hurtig, der betyder integration eller tvangs-fodring med SkyDrive, Bing og meget andet, som de fleste slet ikke bruger.

De fleste almindelige brugere, som jeg kender, har typisk kun brug for en browser (til at surfe på nettet, banken, e-boks og så videre) samt et par programmer til tekst, tal, billeder, videoer og så videre. De har brug for et simpelt styresystem, der ikke går i vejen - men blot hjælper dem med at bruge disse programmer.

Det er Windows 8 og 8.1 ikke den rette løsning til. Og det ser ikke ud til, at Microsoft går i den rigtige retning. Windows 8.1 er endnu mere totalløsningen, vi ikke har brug for, end Windows 8 var det. Mit bud er nok, at min næste pc bliver en Mac.

Windows 8 tvinger brugerne til at tage hensyn til et utal af ting, som ikke burde være nødvendige, som ikke interesserer dem - og som skaber behov for endnu mere support fra familie og venner.

Jeg siger nu til flere, at skal de købe en computer til deres bedstemor eller lignende, så skal de slet ikke købe en computer. De skal bare købe en iPad eventuelt med 3G/4G indbygget. Andre vil få gavn af en Chromebook, når de for alvor slippes løs i Danmark, og skal man have hestekræfter, kan man købe en Mac.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar