fredag den 26. april 2013

Nexus tablets kan konkurrere med iPad


Googles egen Nexus 10 tablet fungerer faktisk. Jeg testede for nylig en tablet med Windows 8 fra Asus, og den var en reel katastrofe, men Googles Nexus 10 (og Nexus 7) fungerer faktisk.


Men lad mig allerede sige, at 90 % af alle forbrugere bør glemme alt om Windows og Android. De skal bare vælge iPad og kun bekymre sig om, hvilken iPad de vil have. Apples iPad er mere gennemført, kan bruges til mere, er mere simpel, har flere programmer og så videre. Men mere om det senere.


Ikke i Danmark

Google har sat Nexus 7 til salg i Danmark, men Nexus 10 kan ikke købes her i landet. Jeg måtte derfor bestille den i England via ebay.dk, der garanterer for pengene, hvis man bruger Paypal. Det fungerede fint. Min nye tablet kom efter cirka en uge. Strømforsyningen er naturligvis engelsk, men da Nexus 10 bruger almindelig micro USB, kan en standard mobil-oplader bruges. Der er heller ikke problemer med sproget. Nexus 10 kører naturligvis dansk.

Men man skal naturligvis være opmærksom på, at det bliver ret besværligt, hvis den skal afleveres til reparation.


Den lille Nexus 10 med 16 GB kan købes for bare 3.100 kroner plus cirka 220 for fragt. Det er rimeligt sammenlignet med iPad, når man tænker på, at Nexus har bedre skærm og i mange tilfælde flere hestekræfter. Men selvom materialerne på Android- og Windows-tablets har mange smukke navne, så føles de af plastik. Her vinder Apple hver gang med sin lækre aluminium.

Det virker
Selve oplevelsen på Nexus 10 (og Nexus 7) er god, især hvis man i forvejen har en Android mobil. Det hele hænger sammen ligesom iPad og iPhone. Jeg skulle ikke engang logge ind på mit trådløse netværk, for Google kopierede bare koder fra min mobil - smart.

Det tog mig kort tid at få alt sat op med de programmer, jeg til daglig bruger på både iPad og Android, hvilket blandt andre er:

Google Apps (mail, kalender, Drive, Talk etc.), Chrome, Dropbox, Box.net, Facebook, LinkedIn, Feedly, Evernote, Netflix, VNC, Cisco VPN, Danske Bank, Arbejdernes Landsbank, E-boks, e-reolen (de danske biblioteker med Bluefire læser), Amazon Kinde læser, Google Blogger, CloudOn, QuickOffice, Zinio, KeePass (kodeord), TDC Play, DR / TuneIn radio og Skype.

Disse programmer var super lette at installere ligesom på iPad, men det er dog værd at bemærke, at Googles programmer naturligvis kan mere på Googles egen Android platform, end de kan på iPad. Drive kan således håndtere flere Google konti på Android. Det kan iPad-udgaven ikke. Google Talk klarer video. 

Og har du uploadet billeder og videooptagelser til Picasaweb (jeg har cirka 35 GB), så kan du se alle dine billeder på din mobil eller tablet, hvis den kører Android. Det skal slet ikke sættes op. Det kører helt automatisk, men det fylder naturligvis noget - 0,9 GB på min Nexus 10 og det samme på min Samsung Galaxy Nexus. Alle billeder og videoer er på begge enheder automatisk.

Vælg iPad med mindre...
Her kommer min pointe med de 90 %. Der vil være nogle (få), der vil få mere ud af en Android tablet end en iPad. Er du stor-forbruger af Google såsom flere Apps-konti, Drive i købe-udgave, Picasa og så videre, så får du naturligvis flere muligheder på Android. Er du lidt nørdet, så kommer du også længere på Android, for Apple pakker alle programmer ind i sandkasser, der ikke kan se hinanden - og du har ikke et reelt filsystem.

Android er helt åben. Alle programmer kan læse og skrive filer. Her fungerer systemet i højere grad som en pc. Det koster dog på sikkerhed og brugervenlighed, men det er prisen. Du kan frit downloade og afspille stort set alle videoformater, der er generelt ingen begrænsninger i Android, men hvor selv bedstemor kan navigere en iPad, så kræver Android mere teknisk viden af brugeren.

Der er mange programmer til Android i Googles Play-butik, men de fleste er ikke lavet til tablets. De er lavet til mobiler. Mange af dem fungerer hæderligt på en Nexus tablet (bedre end iPhone-apps på en iPad), men udvalget af rigtige tablet-programmer er stadig sølle. LinkedIn og Facebook på Android tablet ligner stadig noget fra 1980'erne.

Bredden er heller ikke stor. Jeg kan for eksempel let finde programmer til min næsten 2-årige datter på Apples Appstore. Den slags findes ikke på Android. Udvalget af danske apps er også mindre. Berlingske Tidende har for eksempel en fin avis-app til Apples iOS, men mediehuset har fravalgt Android.

Nexus’ åbenhed viser sig også andre steder. Google har ligesom Apple fravalgt Adobe Flash, men det tager ikke mange minutters søgning at finde og installere en Flash-afspiller og få den til at virke i en browser som Firefox. Sådan noget kan man slet ikke på iPad.

En detalje er skærmformatet. Apple bruger det gammeldags 4:3 på iPad, men det er faktisk mere anvendeligt end 16:9 og 16:10, der bruges til Android og Windows. 4:3 er naturligvis ikke det bedste til film i dag, men det er bedre til alt andet. En iPad fungerer lige godt i højformat som i bredformat. Det kan man ikke sige om Windows og Android. De fungerer klart bedst i bredformat. Det er ikke så slemt med 7-tommer enheder som Nexus 7, men det er slemt med Nexus 10 og Asus Vivotab Smart.

Priser
Du kan købe Android tablets helt ned til 800 kroner, men hold dig langt fra dem. Hold dig til Googles egne tablets og dem fra Asus og Samsung. Priserne er hæderlige, men de er ikke langt billigere end Apples. Nexus 7 og 10 er således ikke langt fra iPad Mini og iPad Retina. 7 tommer udgaven koster fra 1.900 kroner, hvor iPad Mini starter på 2.400 kroner. Den større iPad 4 (Retina) starter på 3.600 kroner, hvilket er tæt på Nexus 10, der starter på cirka 3.000 (plus fragt til Danmark).

Nexus 10 kan bryste sig af en skærmopløsning, der er er markedets bedste (2.560x1.600) - endnu bedre end Apples Retina-skærm, men det vil du næppe kunne se. Du vil dog kunne se forskel på disse to og andre (meget) dårligere skærme som stort set alle andre tablets har.

Googles største minus sammenlignet med for eksempel Asus’ Transformer Android tablets er, at der ikke er plads til hukommelseskort. Du kan altså ikke udvide den.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar