torsdag den 4. april 2013

Insync forbedrer Google Drive

Google Drive er både god og billig lagerplads i skyen, men der er mangler, og nogle af disse råder Insync bod på ganske billigt. Insync kan synkronisere din Google Drev med en mappe på din computer. Det lyder ikke særlig interessant, for det kan Google jo også ganske gratis, men der er forskelle.

Insync kan håndtere flere samtidige Google-konti. Insync kan også konvertere mellem Google og Microsoft automatisk, og det er smart. Det betyder nemlig, at du kan arbejde direkte i Google Drev i Google-format - og arbejde direkte i din Insync-mappe med Microsofts programmer.

Alle dokumenter bliver således både gemt i Googles format (gdoc) og Microsofts format (docx). Ændrer du en af disse, bliver den anden opdateret.

Insync har klienter til både Windows og Mac OS ligesom Google, men Insync understøtter også Linux, hvilket Google ikke gør.

Der er en enkelt mangel lige nu, og det er, at nye dokumenter lavet i Microsoft Office ikke bliver konverteret, når de bliver uploadet til Google. Det har Insync dog lovet at ændre. Hvis du retter et dokument, bliver det konverteret, men nye bliver indtil videre kopieret til Google i Microsoft-format (og så kan de ikke ændres direkte i Google Dokumenter).

Prisen for Insync er i øvrigt 9,90 dollar pr. Google konto. Prisen er en engangspris. Man kan installere og bruge Insync derefter lige så mange steder, man vil.

En særlig smart detalje er, at man kan placere sin Insync-mappe i en anden sky-tjeneste end Googles. Det kan for eksempel være inde i Dropbox eller Box.net. Så vil alle ens Google-dokumenter være tilgængelige på alle typer enheder i Microsoft-format. Det betyder, at man for eksempel har adgang til alle dokumenter på en iPad, og her er der flere programmer, som kan håndtere Microsoft-formater.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar