torsdag den 4. april 2013

Apple TV fungerer bare

Jeg har udvidet samlingen af tv-dimser med et Apple TV. Jeg havde egentlig fravalgt Apple på dette punkt og satset på Boxee Box, fordi sidstnævnte kan så meget mere, men Boxee er for ustabil og for nørdet. Og da hovedparten af min tv-tid alligevel går til Netflix, så har jeg bidt i det sure æble.

Og jeg er tilfreds. Jeg er ikke overrasket. Apple-dimsen kan ikke ret meget, men det som den gør, gør den perfekt.

Apple TV koster sølle 849 kroner, og selve boksen er utrolig lille sammenlignet med Boxee Box og de andre konkurrenter. 

Det tager også få minutter at sætte den op, og så kører det hele bare. Selv "almindelige" forbrugere kan være med her.

Apple TV kan bruges til både dansk Netflix (lige ud af boksen) og amerikansk Netflix (via Unblock-US), hvilket Boxee Box ikke kan. Den kan slet ikke vise den danske version.

Hvor min Boxee Box har hundredevis af "kanaler" med alt fra Netflix til piratfilm, så har Apple TV et ufattelig lille udvalg. Men Netflix er som nævnt der. Der er Youtube, som jeg næppe vil bruge og et par andre. Der er dog en anden god mulighed, og det er leje af nyere film via iTunes.

Se mine tidligere artikler om nørdede Boxee og Boxees bedre muligheder. På det seneste har min Boxee Box i realiteten ikke kunne starte rigtigt hver anden gang. Enten var der pludselig ingen internet-forbindelse, eller også røg forbindelsen til kanalerne. Og en genstart er bare for dum og for langsom, men det var nødvendigt. 

Jeg fandt også ud af, at der faktisk var film i den danske Netflix, som ikke var i den amerikanske, som jeg gerne ville se. Og det kunne ikke lade sig gøre på Boxee. Så var alternativet at sætte den bærbare til fjernsynet eller bruge sønnens Playstation 3.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar