onsdag den 9. maj 2012

Cloud Connect kan hvad Google Drive ikke kan

Google Drive kan, som jeg har beskrevet, ikke håndtere samtidige rettelser i Microsoft Office-dokumenter, og det er en stor skuffelse. Det gør reelt, at produktet ikke kan erstatte filservere i typiske danske virksomheder, hvor brugerne foretrækker Word og Excel frem for Google Dokumenter.

Det komiske er dog, at Google godt kan finde ud af det, hvis man i stedet for Google Drive vælger at bruge det andet produkt kaldet Google Cloud Connect. Det er en gratis udvidelse til Microsoft Office, der gør det muligt at arbejde i Office og samtidig gemme hos Google.

Google Cloud Connect har dog et stort minus, der nok vil skræmme de fleste profesionelle brugere væk. Der er ingen struktur overhovedet, når man skal åbne et dokument. Det vil sige, at man ser for eksempel alle tekstdokumenter i en lang list (plus mulighed for søgning), men man kan ikke se mapper.

Google skriver i reklamerne, at flere kan arbejde samtidigt i Office. Det er en sandhed med modifikationer. Hvis to brugere ændrer dokumentet samtidigt, så får man en advarsel - og mulighed for at slette sine egne ændringer, gemme dem i et ny fil eller overskrive den anden persons rettelser. Det fungerer klart bedre end Google Drive, men det fungerer slet ikke så godt, som hvis man bruger Google Dokumenter direkte. Her er styr på den slags. Her kan to skrive samtidigt, og man kan se hinandens ændringer direkte.

I en afdeling af huset vælger vi fortsat at bruge Dropbox i Team-udgaven og kombinere det med Notifybox, der netop sørger for at låse Office-dokumenter. Det betyder, at første person låser dokumentet, så andre ikke ændrer det samtidigt.

Det er dog baseret delvist på frivillighed, for brugerne kan se bort fra låsningen. Notifybox har også andre problemer. Programmet virker kun med filformaterne fra Office 2007/2010 - ikke 2003. Man kan heller ikke bruge Office 2003 og vælge de nye filformater. Det skal være Office 2007 eller 2010 og de nye filformater.




Bemærk ovenstående fejl. Google Cloud Connect og Google Drive kan ikke bruges samtidig på samme filer. Hvis man forsøger det, så vinder førstnævnte.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar