onsdag den 11. april 2012

Nyt Chrome OS

Google fortsætter med at udvikle styresystemet Chrome OS til dedikerede bærbare fra Samsung og Acer. Chrome OS er et styresystem, der kun har en Chrome browser. Det vil sige, at alt skal kunne afvikles i en browser. Til gengæld er styresystemet meget hurtigt og sikkert.

Den seneste version er rykket meget i forhold til de forgående. Nu begynder det at lige et styresystem. Man kan for eksempel placere ikoner på skrivebordet, der er kommet startlinje, og vinduer kan overlappe. Det skyldes et nyt grafiksystem kaldet Aura.

Danske AppsPeople har lovet at levere disse bærbare i Danmark, men de er forsinket, så vi danskere kommer til at vente lidt endnu. Prisen bliver meget lav. Man lejer en bærbar i et til tre år for priser ned til bare 173 kroner om måneden. Når lejeperioden er overstået, ejer man maskinen.

Selve styresystemet er open source, hvilket andre har set en mulighed i. Google leverer det nemlig kun som færdigpakket løsning til disse bærbare. På denne hjemmeside kan man downloade en version af Chrome OS, der kan installeres på en lang række af de udbredte netbooks som Acer One og Asus EEE. Det er naturligvis helt gratis og lovligt.

Jeg har brugt denne version til bærbar til børn, hvilket er utrolig smart. De kan ikke ødelægge noget. De kan bruge alle de kendte gratis spil (typisk Flash-baserede), de kan gå på Facebook og så videre. Der er ingen problemer med virus, opdateringer og så videre. Laver de skoleopgaver i Google Dokumenter, skal de heller ikke bekymre sig om at miste data. Jeg bruger en gratis Google Apps Standard-løsning til familien, hvilket gør dette endnu lettere.

Du kan teste Chrome OS meget let, da det kan afvikles fra en 4 GB USB-nøglering. Sådan en koster under 100 kroner. Du downloader bare styresystemet og lægger det på nøgleringen. Derefter starter du pc’en på nøglen. Hvis det virker, og du er tilfreds, kan du derefter vælge at installere det på harddisken.

I virksomhederne
Chrome OS har også stort potentiale til virksomheder. Jeg har allerede forudbestilt de bærbare hos AppsPeople, fordi de ansatte på mit arbejde vil kunne bruge disse på farten - uden at jeg skal spekulere over sikkerhed. Vi bruger meget tid på at rydde op på låne-bærbare efter rejser, men det slipper for vi med Chrome. Når brugeren logger ud, er alt væk.

Og da vi allerede kører Google Apps, vil de have adgang til mail, kalender og dokumenter overalt.

Disse bærbare er også små, lette og køre længe på batteriet. Og man kan købe dem i 3G-udgaver, så de kan gå på nettet med et sim-kort.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar