fredag den 13. april 2012

Blande Exchange og Google Apps

Google har lanceret et nyt værktøj kaldet Google Apps Calendar Interop, der kan vise optaget/ledig tid i kalendere på tværs af Google Apps og Microsoft Exchange. Det betyder, at det bliver lettere at benytte begge systemer i en virksomhed - eller prøve et skifte fra Exchange til Google. Nu kan en afdeling for eksempel køre Google Apps, mens resten kører Exchange.

Google havde allerede værktøjer, der kunne dette, men de var meget besværlige at installere og konfigurere. Da vi overvejede dem på mit arbejde, måtte vi give op, da ingen konsulenter i praksis kunne finde ud af det. Så vi ville komme til at betale mange lærepenge. Det nye værktøj er meget simpelt og kan nok installeres på højest et par timer uden konsulenthjælp.

Det virker med Exchange 2007 og senere, og det kræver naturligvis Business-udgaven af Google Apps. Calendar Interop gør det muligt at booke møder på tværs af de to kalendersystemer og se de andres status - altså om de er optaget eller ledige.

Google fortæller ikke, om det nye værktøj understøtter ressourcer som møderum. Det var nemlig en stor mangel i vores pilotprojekt, da vi kørte Exchange og Google blandet. Møderum og andre delte ressourcer kunne kun være i ét af systemerne.

Jeg har dog en ide om, at det vil virke nu, da ressourcer i Google Apps kan deles uden for organisationen og bruges som almindelige kalendere. Det virker på mit arbejde på tværs af flere Google Apps-domæner/installationer. I det Apps-domæne, hvor ressourcerne er oprettet, vil man kunne se og booke dem som delte ressourcer, mens man i de andre Apps-domæner indkalder disse ressourcer,som om de var mødedeltagere.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar