torsdag den 29. marts 2012

Aktivitet, Vault og Drive

Google tilbyder nu at rapportere jævnligt, hvordan du bruger Google. Det vil sige en månedlig rapport, der blandt andet viser, hvor mange mails du sender og modtager sammenlignet med foregående periode, hvor du logger ind fra, hvilke klienter, du bruger, hvad du søger på og så videre.

Du kan tilmelde dig her. Tjenesten er gratis. Du kan bruge rapporten til at finde ud af, hvordan du bruger Google, men du kan naturligvis også bruge den til at øge sikkerheden. Er der login fra steder, du ikke har været, eller fra klienter, du ikke ejer, så bør du naturligvis ændre kodeord.

Vault
Google har i dag også lanceret tjenesten Google Apps Vault, der et søgbart arkiv over alle mails og chat-samtaler i Apps-løsningen. Hensigten er at hjælpe kunder, når de bliver mødt af juridiske krav. Så kan de nemlig finde alle mails og samtaler ét sted, uanset om ansatte har slettet mails, eller hele konti er nedlagt.

Prisen for Google Apps Vault er yderligere 5 dollar pr. måned pr. bruger. Umiddelbart lyder løsningen som lidt af en konkurrent til Googles egne Postini-tjenester
og også 3. parts løsninger som Backupify.



Google Drive
Rygterne om Google Drive (eller GDrive) tager til. De fleste havde forventet lancering i marts, men nu bliver det nok april, at Googles konkurrent til Dropbox bliver lanceret. Rygterne siger, at Google vil tilbyde 1 GB gratis, hvilket er rystende lidt i forhold til konkurrenterne.


Jeg er dog mere spændt på, om Google kan levere en løsning, der ikke laver synkroniseringsfejl, hvis flere brugere retter samme dokument samtidigt. Det kan Dropbox (og alle lignende konkurrenter) nemlig ikke klare, og det giver store problemer, hvis man vil bruge det professionelt og erstatte filservere.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar