tirsdag den 6. marts 2012

Google Music daler

Rygterne siger, at det går rigtig dårligt for Google Music i USA. Tjenesten er i beta, og man har slet ikke adgang til den i Danmark. Men selv om Google har alle muligheder for at konkurrere med både Apple iTunes og streaming-tjenester som Spotify, så falder antallet af brugere på Google Music løbende.

Der var ellers lagt i ovnen til noget stort, da Google gik ind på markedet. Google ville gemme ens musik i skyen, og man kunne afspille den alle steder på alle enheder herunder Android-mobiler, som der jo findes flere end 200 millioner af. Man kunne dele musik via Google+, og venner kunne høre et nummer helt lovligt.

Man kunne uploade egen musik til tjenesten, og man kunne købe musik i 320 Kbit MP3-format direkte i Android Market til rimelige priser sammenlignet med allestedsnærværende Apple - cirka en dollar pr. nummer.

Selve tjenesten giver plads til 20.000 personlige numre. Brugere af iPhone kan ikke købe musik i Android Market, men de vil kunne spille musik fra Google Music.

Men rygterne siger også, at Google ikke panikker endnu. Tjenesten er meget ung, og Google har flere skud i bøssen.

Google bruger i øvrigt simpel geo-blokering (kigger på din ip-adresse). Man kan altså få adgang i Danmark, hvis man benytter sig af tjenester som unblock-us.com. Tjenester som den er meget udbredte til at se Netflix i Danmark, og jurister har sagt i DR2s SoEinDing, at det godt nok strider mod leverandørens regler, men det er ikke ulovligt i Danmark.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar