tirsdag den 28. februar 2012

Billeder i skyen

Mange virksomheder har brug for at have et sted til fælles billeder. Typisk har man en filserver med billeder kombineret med almindelige desktop-programmer som Google Picasa. Eller også køber man dyrere og mere professionelle løsninger som Fotostation.

Hvis man vil i skyen, så giver det naturligvis udfordringer. Billeder fylder ganske meget, og der er behov for hurtig søgning og adgang.

En meget billig løsning på problemet er at bruge enten Google Picasaweb eller Flickr. Det virker naturligvis ikke i virksomheder, der arbejder med billeder til tryk som mediehuse, men disse to produkter kan godt klare andre og mindre krævende behov.

Hvis man allerede er gået til Google Apps, så er det naturligt at kigge på Picasaweb, der er integreret med Google Apps ud af boksen, men der er også udfordringer. Picasa leveres som standard med 2 GB lager. Det er meget billigt at udvide for eksempel sølle 20 dollar om året for yderligere 80 GB. Men denne udvidelse gælder umiddelbart for én bruger. Hvis man er et firma med 100 ansatte, er det en mere kompleks sag.

Man kan naturligvis lægge de mange GB på en af brugerne - og lad de andre i virksomheden logge ind og ud af den, men det er på kanten af licensbetingelserne, og det er også noget besværligt.

Flickr
Jeg vil i stedet anbefale, at man kigger på en af Googles store konkurrenter på dette område, og det er Flickr fra Yahoo, der faktisk er størst på markedet, når det gælder deling af billeder - større end Google.

Både Flickr og Picasaweb er lavet primært til private, der vil dele billeder med andre. Det kan være deling internt i en familie - eller deling til alle på nettet.

Men begge systemer kan sættes op til ingen deling, og så er det pludselig en privat og meget billig billedatabase i skyen.

Billig og stor
Flickr tilbyder i hvert fald på papiret ubegrænset plads. Hvert billede må fylde op til 20 MB, og Pro-udgaven tilbyder også lagring af HD video (90 sekunder og op til 500 MB pr. klip). Prisen for det er sølle 24,95 dollar pr. år. Flickr lover også ubegrænset båndbredde og ingen annoncer, hvis man betaler dette lille beløb.

Der er også en gratis udgave, men den er mest oplagt til private. Og mindre end 25 dollar om året skræmmer vist ikke mange professionelle eller virksomheder.

Del én konto
Planen er altså at oprette én Flickr Pro-konto og bruge den som fælles billeddatabase for et firma. Det er muligt, at det også er på kanten af licensbetingelserne for Flickr, men det kan jeg ikke finde.

Det giver den fordel, at der ikke bliver rod i login med Google Apps.

Når først Flickr kører, er det ganske let at bruge programmet. Det er let og hurtigt at uploade billeder. Her skal man blot huske at krydse “private” af, så billederne ikke bliver delt på nettet. Man skal også huske at udfylde en beskrivelse og søgeord, hvis billeddatabasen skal være brugbar i længden.



En vigtig detalje er, at Flickr understøtter standarden IPTC. Det vil sige, at har man lagt søgeord direkte ind i billederne for eksempel i Adobe Photoshop, Picasa eller lignende, så bliver de også overført til Flickr, så man senere kan bruge dem til søgning.
Det er også let at søge i billedatabasen og downloade billeder fra den. Flickr giver også mulighed for at se EXIF-data, og man kan downloade billeder i en række foruddefinerede opløsninger herunder naturligvis originalen.

Et sidste råd er køb af billeder. Det er meget dyrt at købe professionelle billeder fra fotografer, men der er kommet et par tjenester på nettet, der gør det ekstremt billigt. Det er for eksempel iStock, Fotolia og Bigstockphoto. Jeg har især brugt de to sidste. De har hundrede-tusindevis af gode billeder, som man kan købe til få dollar stykket, og man må bruge dem til næsten alt - og genbruge dem.

Det betyder også, at disse billeder kan købes og uploades til Flickr til ens private samling.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar