fredag den 24. februar 2012

Bedre Docs på Android

Google har i går opdateret sit Docs-program til Android, og det var der i den grad også behov for. Men der er stadig langt til målet. Docs (Dokumenter) er stadig ikke helt brugbar hverken på Android eller på iOS (iPhone og iPad).

Man kan godt se dokumenterne, men det er ikke let at ændre dem.

Den store nyhed er, at tekstbehandlingsdelen nu ser ganske fornuftig ud, selvom den stadig er meget simpel. Man kan let markere tekst og klippe/kopiere/sætte-ind. Man kan let lave simpel formattering som fed skrift. Og det mest vigtigte - man kan nu let dele dokumenter med andre og samarbejde samtidigt ligesom i Google Dokumenter i browseren.

Her er en reklame-video:

Men det virker ikke i de andre programmer som for eksempel regneark. Her må man stadig nøjes med en meget amputeret version i forhold til browseren.

Google har også kun opdateret den App, der bruges på Android. Det virker ikke i en browser på en mobil eller en tablet - og dermed heller ikke på iOS (iPhone og iPad).

Google skal naturligvis ikke have hele skylden for manglerne, for Apple vil jo ikke acceptere andre browsere på iOS end deres egen Safari, så Google kan kun navigere inden for den ramme. Til gengæld har Google alle muligheder på Android. Og her er der også plads til flere forbedringer.

Man kan i mange tilfælde nøjes med at se og læse dokumenter på farten, så for eksempel intern dokumentation kan fint ligge i Google Dokumenter og læses på en mobil eller tablet. Man kan også bruge Google Websteder (Sites), der er oplagt til et intranet. Her er der ingen smart app, men det fungerer hæderligt i en browser selv på en mobil platform.

Evernote
Google har ikke længere et program til noter. Her kan man naturligvis bruge tekstbehandlingen i Dokumenter, men mulighederne især mobilt er noget begrænset. Her anvender jeg i stedet Evernote, der er klart bedre på tværs af platforme. Evernote er også godt integreret dybt ned i selve Windows, iOS og Android, så der er ikke tale om mindste fællesnævner.

Det er for eksempel hurtigt og let at tage et billede med mobiltelefonen og gøre det til en note i Evernote, sende en mail til Evernote, gemme en PDF som note eller optage et lydklip.

Det store minus med Evernote er, at det typisk oprettes og bruges som en privat løsning. Det vil sige, at it-afdelingen og firmaet ingen kontrol har med indholdet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar